Vinderen af Chokoladeselskabets årspris 2012
Det er fjerde gang, Chokoladeselskabets Årspris bliver uddelt. Prisen uddeles til en person, der gør en forskel for dansk chokolade.
Prisen blev overrakt af Chokoladeselskabets formand Mads Volmer Nielsen.
- Når man kender denne ildsjæl og smager hans chokolade, er man ikke i tvivl om, at det er ham, der har lavet den. Chokoladerne giver en rund og blød fornemmelse i munden, og denne mands personlighed er lige som hans chokolade. Han er på sin vis et rundt og blødt menneske, sagde formanden.
Årets vinder er bl.a. valgt, fordi han i samarbejde med ca. 30 chokoladeentusiaster rundt om i verden er ved at lave et rating-system til at kvalitetsbestemme kakaobønner.
- Med et rating-system får producenterne mulighed for at kvalitetsstemple deres produkt, hvilket gør det nemmere for os forbrugere at skille den gode chokolade fra den dårlige, siger Mads Volmer Nielsen.
Det var en tydeligt overrasket Mikkel Friis Holm, der tog imod prisen.
- Det er superfedt at få den anerkendelse - der er jo mange andre, der kunne have vundet. Men det er dejligt, at folk kan lide, det jeg laver. Jeg har jo kun lavet min egen chokolade i fire år og synes selvfølgelig, at det jeg laver er rigtig godt, men jeg har ambitioner om at blive meget bedre, sagde han.