Driften går i plus hos Johnson Controls Denmark
Den århusianske producent af køleanlæg nåede i 2010/2011 det bedste resultat i 10 år.
- Ud over væksten i omsætningen skyldes forbedringen først og fremmest fokus på lavere indkøbspriser i samarbejde med vore søsterselskaber og øget produktivitet i fabrikken i Århus, siger Palle Martin, administrerende direktør hos Johnson Controls Denmark, til Børsen.
Efter skat blev der dog tale om et underskud på 185 mio. kr., men det skyldes dels nedskrivninger på 180 mio. kr. på datterselskabet Johnson Controls GWS Denmark og dels en udgift på 60 mio. kr. til skat som følge af, at den danske fabrik nu ikke længere indgår i skatteregnskabet for moderselskabet Johnson Controls.
I 2011/2012 forventes en marginalt højere omsætning og et forbedret driftsresultat.