Schmallenberg-virus fundet i danske insekter
Risikoen for, at danske besætninger er smittet med den alvorlige sygdom, er steget efter fund i hjemlige insekter.
Det oplyser Fødevarestyrelsen nu.
- Alt tyder indtil nu på, at Schmallenberg-virus overføres med insekter, der bider dyrene. Derfor ser vi med alvor på de fund vi nu har gjort i Danmark, siger veterinær beredskabschef, Sten Mortensen fra Fødevarestyrelsen.
Tag kontakt til dyrlægen ved mistanke
Herfra er man i øjeblikket ved at undersøge om der er tegn på, at Schallenberg-virus findes i danske besætninger.
- Men både Fødevarestyrelsen og branchen er også meget afhængige af, at alle der er i kontakt med kvæg, får og geder holder øje med afkommet i disse uger. Derfor har vi også tidligere mindet besætningsejerne om, at de skal tage kontakt til deres dyrlæge, hvis de har den mindste mistanke om at deres besætning er angrebet med Schmallenbergvirus. Dyrlægen kan så sende prøver ind til laboratorieundersøgelse hos DTU-Veterinær-instituttet, så betaler Fødevarestyrelsen for laboratorieundersøgelsen, siger Sten Mortensen.
Fakta: Schmallenberg-virus
Fødevarestyrelsen betaler for de prøver fra får/geder, der indsendes indtil 30. april 2012 og fra kvæg indtil 31. maj 2012.
Ifølge en nyligt udarbejdet risikovurdering (foretaget af European Centre for Disease Prevention and Control, ECDC) er det usandsynligt, at SBV kan forårsage sygdom hos mennesker.
Sygdommen fororsaget af Schmallenberg virus viser sig ved misdannelser af hoved, rygsøjle og lemmer hos dødfødte eller svagfødte lam, gedekid og kalve. Hos voksne kreaturer er sygdommen i udlandet påvist i forbindelse med diarré, feber og nedgang i mælkeydelsen.
Læs mere om Schmallenberg-virus her.