23948sdkhjf

Daloons overskud reduceret med 2/3

Fokus på produktudviklingsindsatsen, et spirende marked i både Storbritannien og Sverige samt produktnyheder skal bringe forårsrulleproducenten tilbage på sporet.
Forårsrulleproducenten Daloon A/S kom ud af 2011 med et stærkt reduceret overskud på 4,3 mio. kr., som står i kontrast til forrige års flotte plus på 13 mio. kr.

Samtidig blev omsætningen reduceret med 30 mio. kr. til 279,3 mio. kr. i 2011.

- Det er hovedsageligt tabet af en stor tysk detailkunde med et volumentab på cirka 10 procent, der er årsag til omsætningstilbagegangen, siger administrerende direktør Hemming Van.

Stigende råvarepriser og faldende købslyst
Udviklingen i Tyskland var kendt allerede i slutningen af 2010, og der blev derfor tidligt i 2011 taget skridt til at afbøde de negative konsekvenser i videst muligt omfang, men det var ikke muligt at kompensere for hele nedgangen i produceret volumen.

Desuden har også Daloon kunnet mærke de store udsving i priser på virksomhedens hovedråvarer. De er fortsat store om end ikke så markante som tidligere år, men generelt er prisniveauet relativt højt.

Endelig har forbrugernes tilbageholdenhed smittet af på resultatet.

- Den ringe forbrugertillid i blandt andet Danmark har resulteret i en fortsat tilbagegang i totalforbruget af fødevarer samtidigt med, at discounthandelen vinder markedsandele, og det kan ses på Daloons toplinje, siger direktøren.

Positive punkter i år
Han ser dog lyst på 2012, idet både Storbritannien og Sverige i 2011 viste en omsætningsfremgang. Der er håb om at denne udvikling vil brede sig og fortsætte i 2012.

Samtidig satsede Daloon i løbet af 2011 på produktudviklingsindsatsen, hvilket betyder, at virksomheden i løbet af 2012 vil være i stand til at introducere mere konkurrencedygtige produkter på det vigtige tyske marked.

Endelig vil der i løbet af 2013 være nye produkter at finde på det danske marked.

Direktør Hemming Van opsummerer derfor resultatet for 2011 på fremadskuende vis:

- Resultatet for koncernen er ikke tilfredsstillende, men omstændighederne taget i betragtning, er ledelsen tilfreds med effekten af de opstramninger, der er blevet foretaget, konstaterer han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125