23948sdkhjf

Madspild: Nu skal der handling bag ordene

Alt for meget mad smides ud, men det kan der laves om på. Det var budskabet, da eksperter og fagfolk var samlet til en konference om madspild i Aarhus.
I danske husholdninger bliver der smidt en halv mio. tons mad ud om året, mens storkøkkener i Danmark smider op mod 16.000 tons mad ud. Det blev der sat fokus på under en konference, der i går blev afholdt i Centralværkstedet i Aarhus.

Og der er brug for handling, mener arrangørerne bag konferencen, det aarhusianske GTS- institut AgroTech. Derfor blev omfanget af madspild diskuteret, og hvordan storkøkkener og virksomhederne fremover kan reducere deres madspild.

- Der har manglet handling, når det kommer til madspild. Og hvis vi rent faktisk skal løse noget, så skal vi også gøre noget, siger projektleder Johanne Sønderlund Birn, AgroTech, der på konferencen blandt andet fremhævede betydningen af ledelsesopbakning, og at det også er god økonomi i at reducere madspild:

- Projekter har vist, at spildet på råvaresiden kan reduceres fra typisk 40 % til 10 %, og det tæller ressourcemæssigt og på bundlinjen. Et projekt i en af Vestas’ store kantiner med ca. 500 besøgende dagligt har vist, at kantinen på årsplan kunne spare 250.000 kr. i indkøb ved at reducere madspild.

Det handler om holdning
På konferencen var også indlæg fra Anne-Mette Lysemose Bendsen fra Miljøstyrelsen om styrelsen indsats i forbindelse med madspild: Birgitte Escherich fra KostKompagniet fortalte som oplæg til deltager-workshops blandt andet om fem proces-idéer til at reducere madspild i storkøkkener, og Josephine Campbell fra Campbell Co. om betydningen af at få madspilds-indsatsen kommunikeret, og hvordan det aktivt kan bruges i virksomhedernes CSR-arbejde.

- Men først og fremmest handler det om holdning. Det er vigtigt, at man erkender, at der er et madspild, som der kan rettes op på. Ved at fokusere på madspild og indarbejde en holdning til det i ens virksomhed, så viser det sig, at man er i gang med at reducere det, og det er der som nævnt også god økonomi i, siger projektleder Johanne Sønderlund Birn, AgroTech.

Fire eksperters bud på at arbejde imod madspild:

”Organisér jeres madrester, så de er nemme at genanvende. Broccolistokken kan rent faktisk godt bruges!”
- Birgitte Escherich, Kostkompagniet

”Tænk reduktion af madspild hele vejen rundt fra bestilling af varer til tilberedning, bespisning, genanvendelse og evaluering af dagens spild.”
- Josephine Campbell, Campbell og co.

”Gør reducering af madspild til en naturlig del af kulturen i virksomheden og husk succeserne.”
- Johanne Sønderlund Birn, AgroTech A/S

”Tilslut jer charteret om mindre madspild. Så medvirker jeres virksomhed til at gøre en indsats mod madspild.”
- Anne-Mette Lysemose Bendsen
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078