Klumme: Bange for klamme bakterier i maden...? Moi?!
Læs om forfatterens stærkt irrationelle forhold til bakterier – samt om løgn og usselt selvbedrag.
Jeg arbejder med egenkontrol, og bemærkningen faldt, efter at jeg over en i øvrigt hyggelig omgang sushi, havde været så venlig at forklare bemeldte ven, hvorfor det er så vigtigt, at den rå fisk behandles korrekt (i modsat fald risikerer man at få besøg af levende parasitter, der bygger rede i ens tarmsystem!).
”Altså kan du ikke godt blive lidt – øh – stresset af at spise mad, andre har tilberedt?”, undrede han sig med en dyb fure mellem øjenbrynene, imens han skubbede sushi-bakken lidt væk.
Ha! Mig? Stresset og paranoid?
Jeg svarede: ”Ai, jeg har da et fint og afslappet forhold til andres mad.” Og det lød godt. Og det lød flot. Lå godt i munden.
Lasagne og to kilo slik
Det var lodret løgn. Selvbedrag på den store klinge. Siden har jeg nemlig holdt øje med mig selv og min hjernes reaktioner på mad, lavet af andre. Det startede allerede dagen efter sushi-middagen, hvor min venlige nabo tilbød at genopvarme en lasagne fra fryseren til ”børnene på fredag, nu hvor vi voksne skal have bøffer.”
Jo, takkede jeg, med et smil. Og to sekunder efter, at hun var gået ud af døren, begyndte det: Er det nu klogt? Ved hun overhovedet, at hvis hun ikke opvarmer lasagnen korrekt, kan alle børnene blive invaderet af Clostridium perfrengens, som kan give dem opkast og diarré?!
Børnene overlevede.
Både lasagnen og de to kilo slik, de fik udleveret, imens vi voksne sad og konverserede over vores bøffer, som heldigvis var blevet tilberedt på min egen grill og derfor ikke gav anledning til indre uro.
Humus med skorpe
Det gjorde middagen den efterfølgende søndag på en lokal tex-mex restaurant imidlertid. ”Hold da op, du var længe om at bestemme dig,” sagde min veninde, da jeg endelig satte mig ned med en nogenlunde fyldt tallerken.
Ja, imellem den ene eller den anden type opformerede bakterier på en buffet, der tydeligvis for længst er faldet for tre-timers-reglen, havde jeg lyst til at svare.
Jeg gjorde det ikke – jeg er jo ikke bakterie-forskrækket. Så jeg satte mig ned med mine to stykker flutes og nogle møjsommeligt udvalgte tacos UDEN klistret kødfyld og den humus, der havde stået så længe, at den havde fået skorpe. Ihhh, hvor jeg hyggede mig og nød maden, ligesom de andre i selskabet!
Og jeg
sværger
, at jeg (næsten) ikke sad og skævede til bestikket, som havde enkelte pletter grundet ælde. Jeg hyggede mig, helt afslappet og uden at filosofere spor over, om det i virkeligheden var skidt, der sad på de knive og gafler, og hvor stor risikoen i givet fald var for at få reddet sig en rap lille noro-virus.
Ja, jeg hyggede mig næsten lige så meget, som hvis nogen havde præsenteret mig for et stykke smørrebrød med rå æggeblomme ovenpå. Behøver jeg sige mere, eller grave dybere i posen med eksempler?
Skift film på hjerneapparatet
Indrømmet. Jeg er blevet lidt småparanoid af et liv i fødevaresikkerhedens tegn.
Men det er vel med mad, man får serveret af andre, som med det meste andet her i livet: Man må stole på sin næste og se glad ud, mens man gør det (bemærk, at jeg rent faktisk serverede den forkætrede lasagne for børnene og spiste maden på den suspekte mex-tex).
For hvis ens hjerne er så tosset, at man ser mikroskopiske bakterier og orme for sit indre, så må man sætte en anden film på hjerneapparatet og tage sig sammen (i hvert fald inden nogen kommer rendende med en decideret diagnose).
Så det gør jeg.
Og skulle du nu sidde tilbage og undre på, om denne bakterie-fiksering har resulteret i, at jeg hysterisk løber rundt og holder mit private køkken komplet antiseptisk og klinisk, så kan jeg berolige med, at det på ingen måde er tilfældet. Det har jeg slet ikke tid til. Jeg skal nemlig bruge tiden på at ængstes over, hvornår den næste ondsindede bakterie-invasion mon finder sted i mit liv, samtidig med, at jeg konstant ser cool og normal ud, når venligt stemte venner og familiemedlemmer spørger, om jeg mon kunne tænkes at være blevet blot en smule fobisk.
