Både fiskene og fiskeriet skal overleve
I denne uge kom EU’s fiskeriministre et skridt videre i forhandlingerne om bæredygtig fiskeri.
Det er ikke realistisk at nå til en aftale, der gør alt fiskeri i EU bæredygtigt inden 2015, som oprindeligt foreslået af Kommissionen, men efter ministerrådsmødet i dag er Rådet kommet nærmere en fast dato.
En særlig udfordring
- Jeg vil gerne holde fast i 2015-målet, men vi må også se i øjnene, at vi ikke kan gøre fiskeri bæredygtigt for alle bestande inden 2015. Derfor arbejder vi hen imod en aftale, hvor nogle fiskerier først opnår fuld bæredygtighed efter 2015, men til gengæld har en fast slutdato. Det kan for eksempel være i 2020. I bund og grund handler det om, at både fiskene og fiskeriet skal overleve, siger den danske rådsformand, Mette Gjerskov, og tilføjer, at især forvaltningen af det blandende fiskeri er en udfordring:
- Maksimalt bæredygtigt fiskeri er en særlig udfordring i det blandende fiskeri. Opgaven er at finde metoder og teknikker, der på én og samme tid sikrer fuld bæredygtig udnyttelse af de sunde bestande og skåner de sårbare.
Det danske formandskab arbejder nu videre med de forskellige forslag og stiler mod tilslutning til en generel indstilling om reformen af den fælles fiskeripolitik på Rådets møde 12. juni.
Den Europæiske Hav- og Fiskerifond
Den nye Europæiske Hav- og Fiskerifond var også var genstand for debat på mødet i dag.
- Den nye Hav- og Fiskerifond er et vigtigt redskab for at opnå målene i den fælles fiskeripolitik. Det vil sige begrænsning af overkapaciteten, stop for udsmid og gennemførelse af maksimalt bæredygtigt fiskeri. Samtidig skal den støtte udviklingen af en sund akvakultur og den integrerede havpolitik, fortæller Mette Gjerskov.
I denne uge har debatten især koncentreret sig om, hvordan de forskellige områder skal prioriteres i fonden.