Hanegal-stiftere tabte yderligere 10 millioner på deres nye fabrik
Fie Gravgaard og Ulrich Kern-Hansen, der blev mangemillionærer på at sælge fødevarevirksomheden Hanegal, har lidt endnu et stort tab på deres nye eventyr i branchen.
Organic Plant Protein, som ægteparret har etableret med en 2.400 kvadratmeter stor fabrik i Hedensted, kom ud af det seneste regnskabsår med et minus på 10,5 millioner kroner efter skat. Dermed har Organic Plant Protein i sine to første regnskabsår tabt cirka 15,5 millioner.
Det er dog ikke noget, der giver ledelsen anledning til panik - ifølge Ulrich Kern-Hansen har det længe stået klart, at det vil tage længere tid end først håbet at løbe den nye producent af køderstatning baseret på ærter og hestebønner i gang. Ikke mindst fordi coronakrisen kom på tværs, netop som produktionen var begyndt i januar 2020.
- Isoleret betragtet er et underskud af denne størrelsesorden ikke tilfredsstillende, men ud fra en samlet vurdering mener ledelsen alligevel, at regnskabsåret 2020-21 har været et positivt og vigtigt skridt i virksomhedens udvikling, og at der er skabt grundlag for en fortsat accelererende vækst i det kommende år, konstaterer ledelsen i sine bemærkninger til regnskabet.
Nye varianter
Mens der ikke har været basis for at producere på fuld tryk, har den ledige kapacitet i virksomheden således givet kræfter til fortsat produktudvikling.
- Det er lykkedes at udvikle en række nye varianter, således at selskabet nu står med et bredere og endnu stærkere sortiment, som åbner mulighed for, at de teksturerede planteproteiner kan erstatte kødet i endnu flere typer af kødprodukter.
- For eksempel er der udviklet Nano-strips, som er en vigtig ingrediens i en plantebaseret burger, og der er udviklet et produkt, Mince mini, som er velegnet til produktion af plantebaserede bacon-toppings, nævner ledelsen.
Med til at give optimisme er også, at de fleste coronarestriktioner blev hævet umiddelbart efter regnskabsårets afslutning 30. juni. Der har siden da været en positiv udvikling i salget, og det månedlige salg i 2. halvår 2021 ligger 81 procent højere end det månedlige salg i regnskabsåret 2020/21.
Fie Gravgaard og Ulrich Kern-Hansen solgte for et år siden de sidste 25 procent af Hanegal for at have midler nok til Organic Plant Protein, hvor de og familien kontrollerer langt størstedelen af anparterne.
Ejerkredsen har i regnskabsåret indskudt yderligere 10,8 millioner kroner, og stifterne har konverteret et tilgodehavende på seks millioner kroner til et ansvarligt lån. Det betyder, at selskabets egenkapital i regnskabsåret er øget fra 11,6 til 17,9 millioner kroner.
Det er ikke lykkedes Food Supply at få en regnskabskommentar fra Ulrich Kern-Hansen, som nu har titel af bestyrelsesformand. Han overlod i september posten som direktør til Nikka Sig Kristensen, som indtil da var virksomhedens salgschef.