Forenede Service fyrer otte ledende medarbejdere
Flere måneders negativ omtale fører nu til en drastisk selvransagelse hos rengøringsgiganten.
Det bekræfter koncernchef Peer Christian Krogh over for Fagbladet 3F.
- Vi har sagt otte medarbejdere op indtil nu. Det er otte på ledelsesniveau. To er folk, der refererer direkte til mig. De seks andre er i niveauet under.
Drastisk orlov
Han startede selv Forenede A/S som en familiebaseret koncern i 1959, og det har derfor været ekstra smerteligt, at hans egen søn, der var vicedirektør i Forenede Service og firmaets chef i Region Nordsjælland, er sendt på orlov som en del af processen.
- Det er absolut drastisk og det, der er værst. Det kan jeg godt love dig. En far, som smider sin søn på orlov, det er noget, han først gør til allersidst, siger Peer C. Krogh.
Ledelsesændringer på vej
Han iværksatte en intern undersøgelse i april, men det er ikke som en direkte konsekvens heraf, at afskedigelserne har fundet sted, understreger Peer C. Krogh.
Konklusionerne herfra foreligger nemlig endnu ikke.
Forenede holder ekstraordinær generalforsamling senere på måneden, hvor der vil der ske ændringer i firmaets ledelse.