Arla udvider med 60 pct. i Taulov
Produktionen i Taulov forøges til 45.000 tons ost om året som et led i Arlas hjemlige rationaliseringsplan.
Det sker som et led i en samlet udvidelse af mejeriet på 14.000 m2, skriver rådgivningsvirksomheden ALECTIA, som hjælper Arla med at udvide det mejeri, man også var med til at etablere tilbage i 1996.
- ALECTIA har gennem årtier udviklet mejeridesign og har på Taulov Mejeri anvendt et struktureret koncept med et produktionsflow, der snor sig om en midterakse fra mælkeindvejning over osteproduktion, modning og lagring til detailpakkeri og færdigvarelager. Byggeriet på oprindeligt 34.000 m2 er placeret midt på grunden, og der er mulighed for udvidelse i alle retninger, skriver rådgivningsvirksomheden selv om planerne for mejeriet.
Arla meddelte allerede i foråret 2011, at mejeriet ville rationalisere produktionen af gule oste ved at samle den på anlæggene i Nr. Vium og Taulov, mod at mejerierne i Klovborg, Hjørring og Falkenberg blev nedlagt.
Investeringerne i Nr. Vium og Taulov beløber sig efter planen til over 600 mio. kr. over den periode, de løber. Alene i 2012 investerer Arla for 1,8 mia. kr., hvoraf en god milliard kroner lægges herhjemme.