23948sdkhjf

Hørkram og Catering Engros valgt som totalleverandører

De to leverandører har netop vundet rammeaftalen ’09.01 Fødevarer og drikkevarer – Totalleverandører’ med fokus især på laveste pris.
Leverandørerne Hørkram og Catering Engros er netop blevet valgt på rammeaftalen ’09.01 Fødevarer og drikkevarer – Totalleverandører’, der giver offentlige indkøbere nem adgang til at købe så godt som alle ingredienser til madlavningen.

For at sikre, at udbudsreglerne samtidig overholdes under indkøbet, har SKI netop indgået en ny frivillig rammeaftale, som gør de offentlige køkkener i stand til at købe et meget bredt sortiment af fødevarer direkte fra de to totalleverandører.

Brug af rammeaftalen overholder samtidig EU’s udbudspligt og den danske annonceringspligt, oplyser SKI.

- Tilsammen dækker SKI’s rammeaftaler for fødevarer nu kundernes samlede behov både for det brede hverdagssortiment og de mere specialiserede behov, herunder økologi , siger udbudschef Christian Lunding fra SKI.

Storordrer medfører miniudbud
Der er landsdækkende levering, og indkøbet foregår let ved, at indkøberen sammensætter sin varekurv i et værktøj på SKI’s hjemmeside. Værktøjet beregner hvilken af de to leverandører, der tilbyder varerne billigst, og derefter købes produkterne direkte hos den billigste leverandør. For kontrakter på løbende leveringer for samlet over 30 mio. kr. skal der dog gennemføres miniudbud.

En gruppe offentlige indkøbere har været med til at præge aftalen, og et af deres fokuspunkter har været at opnå de bedst mulige priser. Derfor blev udbuddet af rammeaftalen baseret på tildelingskriteriet ’laveste pris’.

Fødevarekvaliteten er samtidig sikret ved, at rammeaftalen følger standarden ’Fokus Fødevarer’, der fastlægger en række kvalitetskrav til de enkelte produkter, som leverandøren skal leve op til.

Priser bundet til indeks
Det er desuden indbygget i aftalen, at leverandørerne udelukkende kan justere deres priser på baggrund af udviklingen i Danmarks Statistiks Pris11-indeks. Det sikrer fuld gennemsigtighed og en objektiv justering af prisen på de enkelte varegrupper.

SKI’s beregninger viser, at priserne på aftalen ser ud til at holde samme niveau som på den foregående SKI-aftale for fødevarer fra 2010, trods generelt stigende markedspriser og afgifter siden da.

Som supplement til rammeaftalen for totalleverandører har SKI udbudt en rammeaftale med specialleverandører af økologiske produkter, samt en tilsvarende rammeaftale med specialleverandører af kød og pålæg.

Rammeaftalen forventes at være klar til brug primo juli.

Kilde: SKI

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094