De har gennemtænkt ny sodavand ned til mindste detalje
Med lanceringen af en ny sodavandsserie med navnet Øndlings forsøger det sønderjyske ægtepar Camilla og Jan Kruse Hansen at arbejde mest muligt med at belaste klimaet mindst muligt.
De har på alle tænkelige måder tænkt i grønne baner hvad angår både indhold, emballage og transport, fastslår Jan Kruse Hansen, der ikke lægger skjul på, at projektet "har kostet blod, sved og tårer".
Sammen med hustruen har han brugt halvandet år på at få sodavandene bragt på markedet, og det har adskillige henseender ikke ligefrem været nemt.
- Det er helt vildt tidskrævende, for det viser sig jo, at de fleste løsninger er noget skidt, som belaster miljøet, og at tilgængelig data ofte er en mangelvare. Men vi har hele vejen igennem valgt det mindst belastende, siger Jan Kruse Hansen.
Som eksempel nævner han, at ægteparret nøje har overvejet, om der skulle bruges europæisk roesukker eller indisk rørsukker i sodavandene for at de belaster mindst.
- Det kom bag på mig, at der ikke fandtes noget data om dét, så vi har selv købt en analyse. Og den viser, at indisk rørsukker er det mindst dårlige valg, når alt er taget i betragtning, fortæller han.
Specialdesignet flaske
Også selve Øndlings-flasken har kostet masser af timer. Den er specialdesignet af designeren Zdenek Musil i Svendborg, som sammen med Camilla og Jan Kruse Hansen har været gennem en meget lang række forslag, før den sad lige i skabet.
- Og så skulle vi vælge et glasværk som producent. Der har vi været inde og vurdere, hvilke glasværker der investerer mest i det grønne. og derfor faldt valget på et glasværk i Estland, selv om flaskerne så skal sejles til Danmark, siger den sønderjyske sodavandsproducent.
De mange timer og spekulationer har dog været det hele værd, fastslår Jan Kruse Hansen.
- Vi synes, at det er så fedt at lave noget, der skiller sig ud fra mængden. Vi har jo før prøvet at etablere en sodavandsproduktion fra bunden af, men denne gang er det helt anderledes, siger han med henvisning til sodavandsbrandet Macarn, som ægteparret i 2019 solgte til Naturfrisk Group.
- Da vi begyndte at lave Macarn, var vores virksomhed i sin spæde start, og vi skulle først have opbygget en likviditet. Det betød blandt andet, at vi jo brugte en standardflaske - denne gang er vi gået all in hele vejen rundt.
- Hjertet har været med i alle processer, så nu kan Øndlings stå med rank ryg. Det kan sagtens være, at det grønne kan udvikles yderligere, så vi hører gerne fra alle, der måtte have gode idéer, konstaterer Jan Kruse Hansen..
Klimavenligheden hos The Green Oak, som ægteparrets virksomhed hedder, spiller også ind hvad angår de penge, Øndlings kommer til at generere. Jan Kruse Hansen fortæller således, at 10 procent af overskuddet skal gå til klimavenlige formål, som for eksempel kan være træplantning eller indsamling af havplast.