Carlsbergs EM-favoritter falder på stribe
Ølsalget er langt bedre end under den seneste EM-slutrunde, men med en enkelt undtagelse er alle Carlsbergs forhåndsfavoritter nu elimneret.
- På stadion, hvor vi kun sælger alkoholfri øl, der havde vi allerede i lørdags solgt lige så meget øl som til EM 2008, så vi regner med at sælge ca. 50 pct. mere end ved sidste slutrunde, siger Carsten Buhl, der er sponsorchef ved Carlsberg, til Business.dk.
Regn påvirker ølsalg
Til gengæld har de store mængder regn under slutrunden sat en dæmper på øldrikningen i de såkaldte fanparks, hvor fodboldtilskuerne har mulighed for at mødes før kampene.
- Det samlede antal mennesker i otte fanparks var 4,2 mio. i 2008, og nu ligger vi på ca. 3,6 millioner, her er billedet lidt mere blandet, og det skyldes utrolig meget regn, siger Carsten Buhl, som på den baggrund ikke ved, om 2012-slutrunden kommer til at overgå forgængeren i 2008.
Store markeder er ude af EM
Samtidig er det allerede nu sikkert, at Carlsbergs forhåndsfavoritter så godt som alle er ude af turneringen. Den administrerende direktør i Carlsberg, Jørgen Buhl Rasmussen, sagde inden turneringen, at han – foruden Danmark – heppede på Rusland, Polen, England og Ukraine, da Carlsberg på disse markeder har et stort potentiale.
Med undtagelse af England er de øvrige lande nu slået ud af turneringen, som torsdag træder ind i finalefasen.
Ifølge en aktieanalyse fra Sydbank repræsenterede Rusland, Ukraine og Polen til sammen en andel på 64,5 procent af Carlsbergs salg under EM.
Carlsbergs sponsorat under EM beløber sig angivelig til 225-250 mio. kr.