23948sdkhjf

45 virksomheder skal ud på det kinesiske marked

Region Sjælland er ved at samle en klynge af virksomheder fra forskellige brancher, som skal vejledes til at sparke døren ind på det kinesiske marked.
Region Sjælland har netop taget hul på projektet KinaVækst, som over de næste tre år skal hjælpe 45 små og mellemstore virksomheder fra det lokale erhvervsliv med at komme ind på det kinesiske marked.

- Potentialet i Kina er kæmpe stort for både store og små danske virksomheder. Med KinaVækst sætter vi fokus på de mindre virksomheders muligheder på et af verdens største markeder. Det kan være svært at komme ind på det kinesiske marked, men det er ikke lige så svært som rygtet og myterne siger. Og potentialet er nok større end noget andet sted på kloden. Med KinaVækst får de sjællandske virksomheder en unik mulighed for at blive klædt på og komme i gang med salget til Kina, fortæller Karin Vith Ankerstjerne fra Væksthus Sjælland, som skal drive KinaVækst.

Samarbejde er vejen ind i Kina
Hun er selv uddannet i kinesisk og har flere års erfaring med, hvordan man laver forretning i Kina. Det samme har den anden projektleder i form af Peter Ølbye, som gennem flere år har arbejdet med virksomhedsetableringer i Kina.

- Samarbejde er meget ofte vejen ind på det kinesiske marked. Kineserne er mere købestærke end nogensinde før, og derfor bør mange virksomheder overveje, hvad mulighederne er. Samtidig er det kinesiske marked også komplekst. Både fordi kulturen er så anderledes, men også fordi der nogle gange skal nogle andre ting til, for at få solgt sit produkt i Kina end andre steder. Fx er politiske kontakter ofte et vigtigt konkurrenceparameter, fortæller Karin Vith Ankerstjerne.

Men det bør ikke skræmme virksomhederne væk.

- Vælger man at gå ind i KinaVækst, så får man den viden og den specialiserede vejledning, man har behov for. Der er masser af danske virksomheder, der er lykkedes med at sælge i Kina med stor økonomisk gevinst. Har man først hul igennem, er der masser af forretningspotentiale. De erfaringer, danske virksomheder har gjort sig i mødet med kineserne, dem trækker vi på i projektet. Og så trækker vi på alle de samarbejdspartnere og myndighedskontakter, Væksthuset allerede har i Kina. Det øger chancen for at slå igennem og man kommer hurtigere ud på markedet, fortæller Karin Vith Ankerstjerne.

Energirigtige løsninger og sundhed
Hun nævner vandteknologiske løsninger som et af flere eksempler på, hvad danske virksomheder kan tilbyde det kinesiske marked. Men mulighederne er mange og idéen er netop, at det sjællandske netværk har muligheden for at favne flere forskellige virksomheder og brancher.

- Kina skal over de næste mange år investere kraftigt i miljø, energirigtige løsninger og sundhed hvor Danmark har en stor kompetence og viden, som vi bør markedsføre og udbrede i Kina gennem samarbejde med både danske og kinesiske partnere. Det er helt afgørende at virksomhederne tør gribe chancen og tage turen til det kinesiske marked. Men gør det sammen med andre virksomheder, for det giver langt større gennemslagskraft. Her er KinaVækst en rigtig god mulighed for Region Sjællands virksomheder, understreger Karin Vith Ankerstjerne.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063