Miljøregler truer kyllingefarmere på eksistensen
15 jyske farme risikerer nu at skulle lukke som en konsekvens af nye miljøregler.
De ligger nemlig så tæt på sårbare naturområder, at de falder ind under de skærpede miljøkrav, Folketinget vedtog sidste år.
Det skriver Dagbladet med henvisning til Landbrug & Fødevarer, der har lavet undersøgelsen for Dansk Slagterifjerkræ.
- Resultatet var, at omkring 15 procent af kyllingeproduktionen i landet har en problematisk beliggenhed i forhold til de naturområder, der kan blive omfattet paragraf 7 i Husdyrgodkendelsesloven. Halvdelen af producenterne ligger i Limfjordsområdet og Nordjylland, resten er i det midtjyske, siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarers miljøafdeling, Henrik Bang Jensen.
Og hos formanden for Det Danske Fjerkræraad, Martin Merrild, kommer konklusionen ikke som en overraskelse.
- Det var lige præcis de her dramatiske konsekvenser, vi advarede om, da vi sad og forhandlede med miljøminister Karen Ellemann i 2010. Det havde ingen effekt på hende. Vi talte for døve øren, siger han.