Snyd med importvarer
Hver tiende virksomhed snyder med dokumentationen og importerer varer som krydderurter, te og nødder fra tredjelande udenom myndighedernes kontrol.
De kontrollerede varer er i forvejen på EU's såkaldte observationsliste, fordi de ofte har et for højt indhold af sprøjtegifte i forhold til EU's grænseværdier, indeholder ulovlige farvestoffer eller for mange bakterier. En stikprøvekontrol foretaget af Fødevarestyrelsen viser, at 10 ud af 100 kontrollerede virksomheder ikke har forhåndsanmeldt de importerede fødevarer, og dermed har ført dem udenom myndighederne.
Gambler med forbrugernes sundhed
- Vi kan ikke acceptere, at importørerne af disse varer prøver at omgå reglerne, og på den måde gambler med forbrugernes sikkerhed og sundhed. Et ekstra fokus på det her område har vist, at en række virksomheder snyder systematisk. Vi har derfor besluttet, at vi fastholder et højt kontroltryk, hvor der vil blive set efter importdokumentation og taget stikprøver af varerne, siger fødevareminister Mette Gjerskov.
Det sker med jævne mellemrum, at fødevarer fra tredjelande kommer på EU's særlige observationsliste. Det er blandt andet sket for te, nødder, krydderurter som f.eks. koriander og basilikum samt andre fødevarer. De ender på listen, når et af medlemslandene konstaterer et for højt indhold af eksempelvis bakterier eller sprøjtegiftrester. Dermed skal varerne kontrolleres mere intensivt, inden de kan komme ind i EU.
Fortsætter højt kontroltryk
Det er en stikprøve blandt virksomhederne, der importerer varer på denne observationsliste, der har vist, at der snydes med dokumentationen. Det har ført til, at flere virksomheder er blevet politianmeldt. De mange uregelmæssigheder og ulovligheder ærgrer fødevareminister Mette Gjerskov
- Det er helt afgørende for fødevaresikkerheden, at de danske importvirksomheder er deres ansvar bevidst, og følger reglerne. Heldigvis har vi en omfattende kontrol af det her område, både via EU, der kan sætte hele landes eksport af en vare under skærpet kontrol. Men også via Fødevarestyrelsen, der fortsætter et højt kontroltryk på området, fastslår fødevareministeren.