23948sdkhjf

Danish Crowns plantesats er kommet stærkt fra start

Siden Danish Crown i januar lancerede sin plantebaserede produktserie, har koncernen opnået en markedsandel på cirka 20 procent. Især produkter til børnefamilier hitter, og med nye produkter på vej er det nu koncernens ambition at blive markedsleder.

Det konstaterer Danish Crown i en pressemeddelelse.

Koncernens første plantebaserede produktserie blev lanceret under brandet "Den Grønne Slagter" og at den allerede har en markedsandel på en femtedel "er vi selvfølgelig stolte af",  konstaterer Mette Færch, der er direktør for marketing og innovation i Danish Crown.

- Og særligt fordi fem procent af alle danskere efter bare fire måneder allerede har købt vores plantebaserede produkter. Der er helt fantastiske tal for en ny produktserie i fødevarebranchen. Derfor er vi også allerede på vej til at udvide serien med nye plantebaserede produkter og har en klar målsætning om at blive markedsleder inden for plantebaserede kødalternativer, siger hun.

Flere på vej

Der er lige nu otte produkter i den plantebaserede serie, der består både af færdigretter og komponenter til måltider. Alle produkterne er fremstillet uden soja med enten nordiske eller økologiske grøntsager som hovedingrediens. De bedst sælgende produkter er  børnefamiliernes favoritter -  veggiefars, veggiedeller og veggienuggets.

Danish Crowns markedsanalyser viser, at hele seks af de nye produkter ligger i top-20 på salgslisten for plantebaserede kødalternativer. Samtidig er veggiefars fra Den Grønne Slagter det mest solgte produkt i sin kategori.

Efter sommerferien udvider Danish Crown det plantebaserede sortiment med tre nye produkter. En asiatisk inspireret nudelret med grøntsager og veggiebites, en veggie-hakkebøf og en paneret burger med spinat og ost.

- Det er ikke sådan, at vi nu opgiver at producere kød, for det kommer forbrugerne også til at efterspørge i fremtiden. Men i Danish Crown er vi meget bevidste om, at fødevaresektoren er en del af klimaudfordringen, og derfor er vi også opsatte på at være en del af løsningen, siger Mette Færch.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078