Lakridskonge skyder planer om børsnotering eller salg til hjørne
Torsdag kunne Johan Bülow fejre 15 år med sin virksomhed Lakrids by Bülow.
I den forbindelse fortæller han til Finans.dk, at Lakrids by Bülow det seneste år har afsøgt markedet for en børsnotering eller et salg fra kapitalfonden Valedo.
Disse planer er for tiden sat til side.
- Jeg kan godt bekræfte, at der har været tanker om et salg fra Valedo. Det er en kapitalfond, så selvfølgelig skal der komme et tidspunkt, hvor de ikke er med på rejsen længere, og der har vi opsøgt nogle muligheder det sidste år, siger Johan Bülow, der ellers ikke tidligere har kommenteret på salgs- eller børsnoteringsrygter, til Finans.dk.
Kapitalfonden Valedo købte i 2017 omkring 75 procent af lakridsproducenten, hvor Johan Bülow selv ejer omkring 20 procent.
Det er især inflation og ustabile markeder, der har forpurret planerne om et salg eller en børsnotering hidtil, fortæller han til mediet.
Derfor vil Johan Bülow vente på, at markedet falder mere på plads, hvor man til den tid vil være ”100 procent” klar på det (et salg eller notering red.).
I 2021 fik Lakrids by Bülow et kanonregnskab med en rekordomsætning på 293 millioner kroner, hvilket er en stigning på 14 procent fra sidste år, lyder det ifølge Finans.dk.
Samtidig var overskuddet på 24 millioner kroner. Året forinden lød overskuddet på 19 millioner kroner.
I forbindelse med jubilæet, lancerede Lakrids by Bülow en ny økologisk produktkategori kaldet Slow Crafted.
Regnskabsår | 2021 | 2020 | 2019 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Primært resultat | 28,52 | 23,90 | 9,27 |
Bruttofortjeneste | 156,35 | 130,31 | 89,42 |
Resultat før skat | 31,29 | 23,75 | 9,40 |
Skat af årets resultat | 6,92 | -4,72 | -1,89 |
Årets resultat | 24,29 | 19,03 | 7,51 |
Omsætningsaktiver i alt | 72,47 | 68,53 | 59,30 |
Status balance | 142,90 | 124,08 | 106,79 |
Likvide beholdninger | 0,23 | 0,82 | 1,051 |
Egenkapital | 69,24 | 49,69 | 32,00 |
Antal ansatte | 105 | 110 | 108 |
Kilde: CVR |