Coop ansætter internetdirektør
Coop har ansat Gregers Wedell-Wedellsborg i en nyoprettet stilling som internetdirektør med ansvar for Coops internetforretninger.
Gregers Wedell-Wedellsborg indgår i Coops koncernledelse og får reference til adm. direktør Jesper Lien.
- Jeg har været meget glad for at være i TV 2, og glæder mig nu til opgaven med at arbejde med digital detailhandel og udvikle Coops internetforretning, siger Gregers Wedell-Wedellsborg.
- Vi har store ambitioner på internetområdet, og nu samler vi vores internetaktiviteter i et nyt forretningsområde. Jeg ser frem til samarbejdet med Gregers Wedell-Wedellsborg, som har en bred erfaring med digital kommunikation fra en branche, som i høj grad har integreret digital kommunikation i forretningsmodellen og overfor kunderne, siger adm. direktør Jesper Lien, Coop.
Gregers Wedell-Wedellsborg tiltræder sin nye stilling pr. 1. november, hvor han bl.a. får ansvaret for internetforretningerne www.irmatorvet.dk og www.coop.dk .