Arla lukker amerikansk fabrik
Arla lukker sit mindste amerikanske mejeri i Muskegon, Michigan, og flytter mejeriets produktion af skimmeloste til Gjesing Mejeri i Danmark.
- Set fra et overordnet Arla-perspektiv er det mere enkelt og effektivt for os at producere skimmeloste til USA på Gjesing Mejeri. Det er naturligvis trist for medarbejderne i Muskegon, men vi står klar til at assistere dem med hjælp til at komme videre. Vi håber også, at så mange som muligt vil blive på mejeriet i perioden frem til lukningen for at sikre leverancer til kunderne i perioden op til de store højtider Thanksgiving og jul, siger Arlas direktør for det amerikanske marked, Susie Møller Hjorth.
Arla overtog mejeriet i Muskegon i 2006 ved købet af Tholstrup Cheese og den danske mejerigigant har i dag 20 medarbejdere beskæftiget med produktionen af blå- og hvidskimmel oste, Castello blå, brie og camembert.
Alpeost til amerikanerne
Fremover vil produktionen af Arla produkter til det amerikanske marked primært foregår på Arlas nyligt udvidede mejeri i Hollandtown, Wisconsin samt i Danmark. Men i de kommende måneder udvider Arla sit amerikanske sortiment til også at inkludere nogle helt særlige oste fra Arlas mejeri i Allgäuland i de sydtyske alper.
- I USA satser vi på premium specialoste og på at få en markant rolle i udviklingen af det amerikanske marked for særligt gode oste. Det er dér, vi bedst kan skille os ud. Men det kræver, at vi fokuserer vores kræfter på dét produktområde, og derfor overflytter vi produktionen af vores Castello sortiment til Danmark, hvor produktionen er mere effektiv, siger Susie Møller Hjorth.
Lukningen af mejeriet i Muskegon bliver gennemført i løbet af efteråret 2012 og berører udelukkende produktionen af skimmeloste. Det forventes, at der herefter vil blive brug for yderligere fire medarbejdere i Gjesing.
Produktionen af gule oste på Arlas mejeri i Hollandtown påvirkes ikke.