Klumme: Dansk gastronomi i topform til OL
Også dansk gastronomi deltog ved dette års OL i London. Tre østjyske kokke leverede nogle forrygende gastronomiske shows på åbningsdagene sidst i juli.
Således bruger Danmark det ”rigtige” OL i London i disse dage til et stort fremstød om blandt andet dansk gastronomisk kunnen. Der kommer dog kun medaljeglans over en sådan indsats, hvis træningen og de øvrige forberedelser har været i top.
Det var tilfældet for tre kokke fra det østjyske, der deltog i London ved åbningsdagene sidst i juli, hvor de leverede nogle forrygende gastronomiske shows. De tre kokke har ud over deres daglige arbejde været gennem en række ”specialtræninger”, der har skærpet deres fokus og kreativitet. De har således alle tre deltaget i konceptet Gastronomisk Undergrund i Aarhus – en ”pop up restaurant”, som kun eksisterer når der er aktiviteter.
I Gastronomisk Undergrund udvikler de unge kokke på dagen en speciel ret uden noget er aftalt på forhånd, og det skaber en boblende kreativitet. De unge kokke har masser af gode ideer, men i det daglige er det ikke muligt at folde sig ud, her kommer Gastronomisk Undergrund ind i billedet, som det sted kokkene kan prøve ideerne af. Sidst men ikke mindst får de et unikt netværk.
Træningslejr i Foodture Lab
Det har været en fornøjelse for AgroTech at være med til at styrke de danske konkurrencefordele ved at tilbyde de helt nye faciliteter i Foodture Lab som træningslejr til de unge kokke lige før afrejsen. Kokke skal udvikle sig og være kreative, for på den måde at løfte hele den danske gastronomi- og måltidssektor. Det kræver en pause fra hverdagen og adgang til gode rammer.
De rammer er til stede i Foodture Lab med stedets state-of-the-art faciliteter og udstyr.
De tre kokke, der var med til eventen ved OL er kokkeelev Mikkel Baadstorp fra restaurant Dauphine i Aarhus, kok Morten Rastad fra Molskroen og kokkeelev Rungthiwa Chummongkhon fra Brasserie Ferdinand, Aarhus.
Fakta om Gastronomisk Undergrund og AgroTech
Gastronomisk Undergrund er en innovativ legeplads for det spirende kokkevækstlag. Der er lige nu en bruttotrup på ca. 40 kokke primært fra Østjylland. Typisk deltager 5-7 kokke pr. arrangement. Kokkene deltager ulønnet og overskuddet går til velgørende formål. Billetter sælges på Facebook, hvor de altid er revet væk på få minutter.
AgroTech er sponsor for Gastronomisk Undergrund og står for det praktiske ved alle arrangementerne, ligesom Gastronomisk Undergrund har mulighed for at træne i Foodture Lab, hvor der også har været afholdt et Gastronomisk Undergrund arrangement med gæster.