Økologi i Danmark fejrer 25 år
Over de seneste 25 år har økologiske landmænd og de økologiske virksomheder skånet 300 milliarder liter grundvand for mødet med sprøjtegifte - om året.
- Økologi bygger på en unik alliance mellem de økologiske landmænd og forbrugerne, som lagde grundlaget for økologien i Danmark og dermed verdens første økologilov. Ø-mærket og den statslige kontrol er forbrugernes garanti for beskyttelse af miljøet, fødevareproduktion uden overflødig kemi og fokus på dyrevelfærd, siger Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening, Danmarks forening af økologiske landmænd, virksomheder og forbrugere.
Økologi gør en forskel
Over de seneste 25 år har økologiske landmænd med stærk opbakning fra forbrugerne og de økologiske virksomheder skånet 300 milliarder liter grundvand for mødet med sprøjtegifte – om året.
Millioner af husdyr har fået lov at være ude under åben himmel. Dyrenes Beskyttelse anbefaler forbrugerne at købe økologisk, blandt andet fordi dyrene får mere plads, og økologiske køer kommer ud på græs om sommeren.
Økologer har sparet den danske jord for flere millioner kilo sprøjtegift. Det er med til at beskytte naturen. Undersøgelser viser, at der i gennemsnit er 30 procent flere vilde plante- og dyrearter på og omkring økologisk dyrkede arealer, sammenlignet med ikke-økologisk landbrugsjord.
I verdenstoppen
Danske forbrugere er blandt dem, der køber allermest økologi i hele verden, kun overgået af Schweiz.
Det giver flere tusinde danske landmænd mulighed for at producere efter deres værdier om et renere miljø, bedre trivsel for dyrene og rene fødevarer.
- Der er grund til at være stolt. Der er grund til at sige tak til forbrugerne, butikkerne, virksomhederne samt forskere og politikere, der har været med til at udvikle økologien. Den opbakning giver energi til at tackle de nye udfordringer, vi har i forhold til klima, miljø og fortsat forbedring af dyrenes trivsel, siger Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening.
Undersøgelser viser, at 96 procent af forbrugerne kender Ø-mærket og 90 procent har tillid til det som garanti for blandt andet en stram kontrol, bedre miljø og dyrevelfærd.
Stadig udfordringer
I økologiens udvikling har man været nødt til at acceptere nogle tidsbegrænsede kompromisser hen ad vejen for at komme videre.
- Selvom de økologiske landmænd har løst mange udfordringer gennem de 25 år, så venter der også flere for os i de næste 25 år. Vi arbejder fokuseret med udfordringerne, for økologien er en kontinuerlig proces, der hele tiden bliver bedre og bedre, afslutter siger Evald Vestergaard.