Kornpriser presset i vejret
I løbet af bare to måneder er det førende råvareindeks steget mere end 20 pct. Kornpriserne er presset i vejret efter den langvarige tørke i USA.
Det amerikanske landbrugsministerium i Washington har netop erklæret 1.600 amter i 32 stater i krisetilstand grundet tørken, der har afsvedet millioner af hektar landbrugsjord. Modsat har store mængder regn i Storbritannien forsinket såningen, hvilket har gjort hveden ekstra sårbar over for sygdomme. Flere analytikere frygter på den baggrund, at årets hvedehøst kan komme ned på 14 mio. ton., hvor amerikanerne ellers håber på, at briterne bidrager med 15,5 mio. ton. til verdensmarkedet.
Også Iran er ramt af problemer og vil ifølge det franske konsulentfirma Agritel importere 400.000 ton hvede i år.
- Så længe der findes en eller anden form for vækst, vil der også ske en stigning i efterspørgslen på korn. Så i og med, at USA er verdens spisekammer, når det drejer sig om korn, vil tørken få en kraftig effekt, siger fødevareanalytikeren Walter Hellwig til Bloomberg.
Prisen på sojabønner ligger lige nu på et rekordniveau, mens priserne for majs er steget med 67 pct. siden juni. Hvedeprisen er steget 41 pct. i år.