23948sdkhjf

Nordjyske Ejvind slog alle toprestauranterne: - Det er simpelthen skidefedt

Alle toprestauranterne kan bare komme an.

Men Michelin-stjerner og andet pynt hjælper dem ikke en dyt, når emnet er sildemadder og modstanderen er Ejvind Jensen fra Restaurant Lilleheden i Hirtshals.

Endnu en gang kan den nordjyske restauratør glæde sig over at være manden bag "Årets Sild".

- Det betyder meget. Det er simpelthen skidefedt, lød det fra den lykkelige vinder, umiddelbart efter han var blevet hædret.

Det er efterhånden 11 gange, at Ejvind Jensen har vundet "Årets Sild".

- Men dog kun tredje gang siden 2016, hvor konkurrencen blev lidt mere professionel, tilføjede han med et smil.

Smørrebrødskonkurrencen fandt sted søndag eftermiddag i Nordsøen Forskerpark i Hirtshals - og den blev afviklet i et samarbejde mellem Hirtshals Fiskefestival, Nordsøen Oceanarium og Danmarks Pelagiske Producentorganisation.

En række indbudte gæster overværede konkurrencen - og de fik også mulighed for at smage på retterne, der blev ledsaget af "Årets Bjesk 2023".

Bjesken havde i øvrigt også et Hirtshals-afsæt, idet den blev kåret ved årets udgave af den lokale fiskefestival - og vinderen blev det lokale bjeskteam, Nordsøposten.

Men denne søndag var det altså sild, det handlede om. Opgaven var at fremstille det smukkeste og mest velsmagende stykke smørrebrød på baggrund af gammeldags modnet sild.

Et stærkt felt

De ni deltagere ved årets konkurrence var sammensat af seks restauranter og - som en nyskabelse - også tre ambitiøse kantiner.

I det stærke felt fandt man eksempelvis Restaurant Møntergade fra København, der er blandt landets mest anerkendte smørrebrødsrestauranter. Men iøjnefaldende var også Restaurant ANX og Restaurant Remouladen, der begge er relateret til restauranter med Michelin-stjerner (henholdsvis Restaurant Lyst og Restaurant Frederikshøj).

Alle de ni deltagerne fik tilbage i uge 31 gammeldags modnede sild som råmateriale, og derefter har de så skullet krydre fileterne og på den måde skabe grundelementet i et stykke smørrebrød. Og det har været en forudsætning, at sildene efterfølgende skal kunne omdannes til industriel fremstilling i samarbejde med Tenax.

Samtidig skal sildene rent smagsmæssigt kunne fungere med "Årets Bjesk 2023", der har essens fra porse, malurt og lyng.

Allerede forud for søndagens arrangement havde dommerne blindsmagt på de forskellige deltageres modnede sild - men ved selve konkurrencen skulle sildene så anrettes som et stykke smørrebrød efter alle kunstens regler.

Men til allersidst var det altså den lokale Ejvind Jensen - og makkeren Christoffer Ramberg - der stod som vinder.

Andenpladsen gik til Restaurant ANX, mens Restaurant Norrlyst blev nummer tre.

Sild skal i produktion

Udover en check på 15.000 kroner får vinderen af "Årets Sild" også sat deres sild i produktion under brandet "Lykkeberg 1899".

"Årets Sild" forventes at være klar til dagligvarehandlen ved indgangen til februar 2023 - men så længe behøver man dog ikke at vente på at smage Ejvind Jensens modnede sild.

- Den skal nok være på menukortet allerede i morgen, siger han med et stort smil.

Som nævnt har han efterhånden en del gange vundet konkurrencen. Og på den baggrund ved han også, at mange gæster er villige til at køre efter årets bedste sildemad.

- Det er helt afgjort noget, vi kan mærke. Så jeg er rigtig, rigtig glad for den her sejr.

I Ejvind Jensens opskrift har den modnede sild været i en lage baseret på rosapeber, limejuice, limeskal, friske laurbærblade og fennikelfrø.

Silden er derefter placeret på et stykke rugbrød, hvor smørret er rørt med sydesalt. Derefter er der løgkompot, en double fraiche (med fedtprocent på 50) rørt med lime og friskost. Derefter er der garneret med friterede kapers, syltede perleløg, friske skalotteløg og lidt grønne urter på toppen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062