Vækst hos DLK
I et faldende marked har DLK Aarhus inden for de sidste 12 måneder oplevet en vækst i antal slagtekvæg på knap 2 procent.
- Vel, er der tale om en lille fremgang, men væksten skal ses i lyset af, at det samlede danske marked lige nu er faldende. Vi havde derfor frygtet en mindre tilbagegang i antal slagtekvæg, så vi er stolte af fremgangen, siger direktør Bo Rimer fra DLK Aarhus A.m.b.a.
Forklaringen på at det samlede danske marked er faldende er ifølge Bo Rimer, at der i 2011 har været et stort antal slagtninger af handyr, og at eksporten af levekvæg og kalve i år er stor.
DLK gik for samme periode 2010-2011 frem med 14 procent i antal slagtekvæg.
Ingen efterbetaling
DLK står for Danske Landbrugeres Kreatursalgsforening og er et 100 procent landmandsejet andelsselskab stiftet i 1934 med det formål at sikre andelshaverne den højest mulige slagtepris.
- Vi opererer ikke med efterbetaling, men afregner det totale beløb her og nu til vores andelshavere, og det er en attraktiv ordning, som vores andelshavere foretrækker, siger Bo Rimer.
Afregningspris i top
DLK går nu i offensiven for at hæve kapaciteten på Århus Slagtehus. Det bebuder landmand Preben Schmidt, formand for bestyrelsen i DLK, og henvender sig til såvel store som små landmænd med malkekvæg, kødkvæg og økologisk kvæg.
- Vi kan tilbyde et unikt og gennemprøvet koncept. Vi er en kernesund andelsforening, hvor vi som medlemmer kan få indflydelse i alt, hvad DLK arbejder med, markerer Preben Schmidt fra sin gård i Vedsted ved Vojens.
- Og så ligger vi i toppen med hensyn til afregningspris, og pengene ligger nu en gang bedst i landmandens egne lommer. Landbruget er under pres, så vi skal gøre, hvad vi kan for at forbedre vores andelshaveres likviditet og drift, tilføjer Preben Schmidt.
DLK forventer at passere 40.000 slagtekvæg i perioden august i år frem til samme måned 2013.