Klumme: Skråt op, skrid - du er for lille, pom’ frit’
Danmark boomer med skønne restauranter. Juhu. Men maden til de små kan være en skræmmende oplevelse.
- Det kan virkeligt svært at vælge god mad til de små, når man går ud på restaurant. Mange steder er maden til børnene simpelthen bare markant ringere til børn end til de voksne, lyder kritikken fra klummeskribent Katja Kafling Wichmann.
Når det gælder nemme løsninger… er jeg den første til at råbe: Ja tak! Jeg snakker om børn her. Min søns seks års fødselsdag er for eksempel lige blevet afholdt i et indendørs legeland, hvor maden blev serveret, og gemalen og jeg ikke skulle en pind andet end at bringe børnene sikkert frem og tilbage samt smide en lagkage sammen. Alle havde en fest. Hurra.
Jeg tilstår også gerne, at vi har fredagsslik-og-Disney-aften en gang om ugen, samt at mine børn er helt udmærket bekendt med konceptet fastfood. Der findes med andre ord relativt få hellige køer i det Kafling Wichmannske hushold, og der er seriøst ingen fare for, at nogen kommer rendende og stigmatiserer os som ”spelt-rædsels-familie”, sådan som det ellers er trenden for tiden.
Én ting falder mig dog svært for brystet: Det kan virkeligt svært at vælge god mad til de små, når man går ud på restaurant. Mange steder er maden til børnene simpelthen bare markant ringere til børn end til de voksne.
Eksempel: For nylig var gemalen, jeg og vores to drenge på 2 og 6 år på en i øvrigt skøn restaurant, der serverer god, gammeldags dansk mad. Vi bestilte frikadeller alle fire efter at have kigget i menukortet og konstateret, at der fulgte nye kartofler og lækker sauce med. Og fint gik det også, da mors og fars tallerkener blev serveret: Ind kom fine frikadeller, nye kartofler og en skøn sauce i en kande ved siden af. Uhhmmm. Der stod ”farmor” skrevet i luften – på den gode måde. Den 6-årige slikkede sig forventningsfuldt om munden. Både han og lillebror elsker den danske kartoffel med passion.
Så kom børnenes tallerkener. Fine frikadeller, tjek. Kartofler og sauce, ikke-så-tjek. Ungernes mad var syltet ind i pommes fritter og remoulade. Æhm?! Jeg spurgte forbløffet tjeneren om årsagen. Han kiggede lige så forbløffet på mig og forklarede, ”jamen vi gik da ud fra, at de skulle have børne-udgaven”.
Børne-udgaven? Excuse me! Så fordi man er under 18 år, skal man straffes med mad, der er halvt så god som mors og fars?! HOST! Hvad sker der?
Og oplevelsen er ikke enestående. En i denne sammenhæng unavngivet forlystelsespark topper stadig min liste over gys-mad. Her fik vi serveret friture-klumper med pommes fritter, der svømmede i fedt. Klumperne skulle gøre det ud for fiskefileter, men at dømme efter smag og udseende var det ikke teknisk muligt at bedømme, om der var tale om dyr fra lands eller til vands. Til etablissementets ros skal siges, at her fik både børn og voksne elendig mad. Lighed for alle. Men – seriøst?
Vi befinder os i 2012 og midt i den største diskussion om sundhed nogensinde. Min egen generation (35-og-noget) bliver tungere og tungere, fordi vi ikke magter opgaven at lave ordentlig mad og få rørt os, men i stigende grad sidder på vores (fede) flade foran skærmen. Jamen, halløj, så er det da bare helt fint, at vi prompte sørger for at hælde fedt ned i halsen på næste generation. ”Moar, jeg vil gerne have en kartoffel? Beklager sonnyboy, du er for lille, du bliver nødt til at spise pommes fritter.” Og ja jeg ved det: Jeg kan selvfølgelig også bare selv stå og pakke madkurv. Men bør det være nødvendigt, når nu alle børne-stederne rent faktisk råder over restauranter?
Der findes steder med holdning til ungernes foder. Et eksempel er Astrid Lindgrens Värld i Sverige, hvor man i 2007 tog konsekvensen af ovenstående og smed pommes fritterne ad h til og lagde helt om. Nu kan du stort set kun købe økologisk, lokalproduceret mad. Jeg kan berette, at de før-omtalte små mænd på 2 og 6 år åd løs af de gode varer, da vi i sommer tilbragte tre skønne dage i selskab med Emil, Pippi, Karlsson og – altså – noget god, gedigen mad med næring. Det gav perfekt mening i en park, hvor alt hvor lagt an på bevægelse. Der skulle en god bund til.
So, come on, Danmark – det kan vi gøre bedre. Mere god mad til de mindste, tak!
