Forskningsstøtte til økologiske æbler
Forsøg med nye æblesorter, blomsterstriber, udvikling af gasbrænder og nye lagringsforsøg er tiltag i forskningsprojekt, der skal styrke positionen for økologiske æbler.
- I FruitGrowth-projektet er målet at øge den danske produktion af økologiske æbler af høj kvalitet. Det er vigtigt at reducere risici forbundet med sortsvalg, skadedyr, sygdomme, holdbarhed og ressourcekrævende produktionsmetoder, forklarer institutleder Michelle Williams, som leder projektet.
For at forbedre vilkårene for de økologiske æbler er forskerne undervejs med at udvælge en række sorter, der egner sig til sprøjtefri dyrkning. En eksisterende sortssamling med 45 sorter, der har stået usprøjtet i flere år, er blevet vurderet. Mere end halvdelen af sorterne viste sig uegnede, da træerne var døde som følge af angreb af frugttræskræft. Nye forsøg med sorter fra hele
Europa er undervejs i projektet
Bestræbelserne på at sikre bedre danske økologiske æbler omfatter endvidere udvikling af en selvkørende gasbrænder til bekæmpelse af ukrudt under træerne. Brænderen er baseret på ny teknologi, som kan reducere energiforbruget med op til 30 procent. Gasbrænderen udvikles i samarbejde med virksomheden Envo-Dan.
FruitGrowth-projektet sætter også ind ved at fokusere på en ny lagringsteknik med dynamisk klima, hvor iltkoncentrationen gradvis sænkes i takt med faldet i æblets respiration ved lavere temperatur. Teknikken bevirker, at udvikling af svampesygdomme mindskes under lagring.
Forskerne håber på, at projektet munder ud i positive resultater – til gavn for æbleproducenterne, men også forbrugerne:
- Resultaterne vil kunne udnyttes af æbleproducenter, men også forarbejdningsindustrien vil nyde godt af vellykkede resultater, idet det vil give større adgang af økologisk frugt til forarbejdning og til brug i udvikling af nye produkter. Dansk økologisk frisk frugt vil give forbrugerne mulighed for sunde valg og et større udvalg af økologiske produkter på et mere stabilt grundlag. Dette vil bidrage til et øget kendskab til økologiske æbler og øge sandsynligheden for gentagne køb af økologiske produkter, vurderer Michelle Williams.
FruitGrowth har et samlet budget på 7,5 mio. kr. og foregår i samarbejde med en række partnere. Projektet er finansieret fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP), NaturErhvervsstyrelsen, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri under Organic RDD programmet.