Startskud på muslingesæsonen
Kvoterne og licenserne til at fiske muslinger og østers i Limfjorden er på plads. Samtidig arbejdes der på en ny politik, der skal sikre, at fiskeriet i Limfjorden på sigt bliver mere bæredygtig til gavn for både natur og fiskere.
- Det afgørende er, at der tages hensyn til miljøet i de naturbeskyttede områder. Derfor har vi heller ikke kunne opfylde alle fiskernes ønsker. Det er vigtigt, at vi sikrer den rigtige balance mellem fiskeri og natur, siger Mette Gjerskov.
I sidste uge åbnede fiskeriet af muslinger udenfor de naturbeskyttede områder i Limfjorden. Nu er der så alt i alt mulighed for at fiske 20.000 ton i Løgstør Bredning og 2.000 ton i Lovns Bredning.
Kvoten i Limfjorden er faldet
Der er også fastsat en kvote på østersfiskeriet i Limfjorden. Den bliver i år 200 ton, hvilket er en nedgang i forhold til de foregående år. Nedgangen skyldes de seneste to års kolde vintre, der har medført, at østers har svært ved at yngle. Samtidig bliver der ikke noget østersfiskeri i de naturbeskyttede områder i år, fordi der simpelthen ikke er østers nok.
Senere på året vil Mette Gjerskov fremlægge en ny politik om muslingefiskeri, der dels vil indeholde en række principper for, hvordan og hvor meget fiskeriet må påvirke vandmiljøet, dels nogle bud på, hvordan fremtidens muslingefiskeri kan udvikles, så det belaster naturen mindre.
- Vi har en forpligtigelse til at bevare vores natur og sikre ordentlige forhold for muslingefiskeriet i Danmark i mange år fremover. Regeringen er tæt på at have en plan, men før vi fører den ud i livet, vil jeg tage en snak med centrale aktører, så vi kan lave en plan for fremtidens fiskeri, siger Mette Gjerskov.