Kommune ønsker mere økologi
Randers Kommune ønsker at fremme den økologiske produktion. Sammen med Økologisk Landsforening tilbyder kommunen derfor en række landmænd et gratis øko-tjek.
Flere steder møder landbruget højere og højere krav om at mindske udvaskningen af næringsstoffer til vandmiljøet. For mange af disse landmænd kan en omlægning til økologisk drift være en ny strategi for fremtiden.
- Økologisk drift er en oplagt mulighed for de landmænd, der har jord i natur- og vandmiljøfølsomme områder. Derfor tilbyder vi i samarbejde med blandt andre Randers Kommune et betalt og uforpligtende omlægningstjek til en række udvalgte konventionelle landmænd, fortæller projektleder i Økologisk Landsforening, Mads S. Vinther.
Økologisk produktion - hvad kræver det?
Omlægningstjekket indebærer en vurdering af, hvad der skal til for at omlægge produktionen til økologi. Ligesom de økonomiske muligheder ved en omlægning bliver gennemgået. Det handler blandt andet om tilskud, men i højere grad om de faglige udfordringer og udviklingsmuligheder ved en omlægning
- Vi synes, det er vigtigt, at landmændene ser økologien som en mulighed. Ikke alene giver det samfundet en miljømæssig fordel. Det kan også være med til at udvikle og sikre det fremtidige landbrug i områder, hvor der er særlige hensyn at tage, eksempelvis til vandmiljøet, siger formanden for Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune, Kasper Fuhr Christensen.
Forskningsresultater viser, at økologi giver større biodiversitet. I og med at økologiske landmænd ikke bruger sprøjtegift og kunstgødning på markerne, er antallet af vilde dyre- og plantearter 30 procent højere på økologiske arealer. Det er endnu en årsag til, at Randers Kommune kan se store fordele i den økologiske drift.
Øko-tjek i 12 kommuner
Økologisk Landsforening tilbyder øko-tjek i samarbejde med 12 kommuner landet over. Heraf fire østjyske kommuner. Tjekkene bliver betalt gennem projektet, ”Økologisk rejsehold for lokal grøn vækst”, som er støttet af EU og Fødevareministeriet, og er derfor gratis for landmanden.