Det sker: MADmesse i Aarhus
I løbet af den kommende weekend præsenterer et håndplukket udvalg af danske fødevareproducenter for sjette gang deres bud på Danmarks gastronomiske arvegods i mund- og øjenhøjde - det sker på den aarhusianske MADmesse i Ridehuset.
- Vi har med MAD ønsket at skabe et udstillingsvindue for Danmarks producenter og forhandlere af dansk produceret mad. Vi har rigtig mange gode produkter og traditioner i dansk madkultur, og synes, at de fortjener mere fokus, skriver Foreningen MAD i en pressemeddelelse.
Arrangørerne forventer ca. 6.000 deltagende til weekendens arrangement.
Meget mere end mad
MAD er dog mere end et bredt sortiment af danske kvalitetsfødevarer. I en tid hvor danske kokke agiterer ivrigt for en fødevarerevolution baseret på danske og nordiske idéer og bestanddele, træder MAD naturligt ind som det ideelle bindeled imellem producent, forbrugere og forhandlere. I løbet af messens tre dage oplever man på første hånd, hvad hypen betyder i praksis, hvorved MAD ikke blot bidrager til at forme forbrugeradfærd, men også etablerer en oplevelsesrig, innovativ og atmosfærefyldt platform for et møde imellem de, der skaber råvarerne og de, der aftager og spiser dem.
På den måde udfoldes fødevarepolitik i praksis, samtidig med at der berettes om mange, forskelligartede egne af landet, disses ukendte kulinariske råstoffer og lokalhistorie og de små fødevareproducenter, der efter messen fortæller, at de oplever et rygstød i forhold til at opnå og udvikle nye afsætningsvinduer for deres produkter.
Løfter man blikket fra det bugnende udvalg af lækkerier, trækker messen med andre ord tråde til f.eks.egnsudvikling, miljøbevidsthed, økologi, grønne løsninger og bæredygtighed. Og det er ambitionen, at det fødevarepolitiske statement derved skal stå i fortsat dialog med samfundet omkring sig.
Ankerkvinden bag og initiativtageren til MAD sammen med nu afdøde Mogens Kirk er Malene Aaris, som har et årelangt virke som eksportrådgiver og forretningsudvikler i fødevareindustrien bag sig. I kraft af sit netværk og sit mangfoldige kompetenceregister sikrer hun, at messen, publikum og producenter får en sansemættet weekend, der med sikkerhed vil smage af mere.
Få mere info på www.mad-aarhus.dk/