23948sdkhjf

Urent mel i posen hos flere bagere

Lugten i bageriet var ikke lige god alle steder, da SKAT natten til fredag gennemførte en landsdækkende aktion mod sort arbejde og socialt bedrageri i bagerier og bageriudsalg.
Personer på arbejde i bagerier løb ud af bagdøren og seks personer blev anholdt, da SKAT natten til den 7. oktober gennemførte en landsdækkende aktion mod sort arbejde og socialt bedrageri i bagerier og bageriudsalg.

Heldigvis var der også bagerier, som havde orden i deres sager. Det oplyser SKAT i en pressemeddelelse.

Bekræfter tidligere aktioner
- Tidligere aktioner mod bagerier har desværre vist, at der er behov for yderligere kontrol med branchen, fortæller konsulent Ann Freiheit, SKATs tovholder på aktionen.

Resultatet betegens igen nedslående, fordi langt over halvdelen af de besøgte 79 steder stadig ikke har styr på reglerne.

- Det er helt uacceptabelt, at der snydes med de offentlige midler i et så omfattende omfang. Så der er stadig nok at tage fat på for SKAT, kommuner m.fl., konstaterer Ann Freiheit.

Blandt andet kunne aktionsdeltagerne et af stederne se de to ansatte, men da der blev banket på butiksvinduet, forsvandt de ud i mørket via kælderen. De blev ikke fundet, men myndighederne fik i stedet dialog med direktøren, som kom kørende til butikken midt under aktionen.

Bagere glade for kontrol
Flere steder blev der varslet, at der fremadrettet skal føres logbog, idet der ikke var styr på de ansatte og deres ansættelsesforhold. Herudover traf aktionsdeltagerne seks udenlandske personer uden opholds- og arbejdstilladelse, og de blev anholdt af politiet.

På trods af det nedslående resultat var der også positive oplevelser på aktionen.

23 bagerier havde helt styr på reglerne, og der var ikke noget at bemærke for myndighederne. Nogle bagere gav udtryk for, at de var glade for, at myndighederne kontrollerer og arbejder på at få skabt lige konkurrencevilkår.

Efter en lang nats aktion står nu tilbage for myndighederne at følge op på de konstaterede forhold. De deltagende myndigheder var: SKAT, flere kommuner, Politi, Arbejdsmarkedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen.

Fakta
• 23 borgere kan se frem til en regning, fordi de har modtaget kontanthjælp, sygedagpenge eller dagpenge fra A-kasse samtidigt med, at de har arbejdet sort
• 6 udenlandske personer uden opholds- og arbejdstilladelse blev anholdt af politiet
• 13 personer ud af i alt 183 havde første arbejdsdag. Det er en stor andel og giver formodning for socialt bedrageri
• 8 personer ydede familie- eller vennetjenester - og hvis de samtidig modtager en offentlig ydelse, så er der tale om socialt bedrageri
• 19 virksomheder er udtaget til yderligere kontrol
• 8 virksomheder blev på baggrund af nattens aktion pålagt at føre logbog over ansatte mv.
• 31 virksomheder var ikke registreret i næringsbasen hos Erhvervsstyrelsen. De indberettes nu af SKAT
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109