Nye kvoter for 150 millioner
Nu bliver der igen åbnet op for fiskeri af arten sperling til en værdi på mere end 150 mio. kr. for danske fiskere.
Fiskeriet har for at beskytte bestandene af sperling været lukket i næsten to år. Men nu er der meget store kvoter i vente både i 2012 og 2013. Fødevareminister Mette Gjerskov understreger, at det netop er den bæredygtige tilgang til fiskeriet med biologiske undersøgelser, der gør det muligt at udstede de nye kvoter.
- Bæredygtighed betaler sig. I flere år har fiskeriet været lukket for at beskytte fiskene. Det ser vi resultatet af nu. Bestanden er i bedring, og vi kan nu give fiskerne en stor kvote til gavn for beskæftigelsen på havnene i Nord- og Vestjylland, siger fødevareminister Mette Gjerskov.
Også til glæde for fiskere af andre arter
Kvoten for sperling i Nordsøen har i 2012 været på 0. Men nu gives der for resten af året tilladelse til, at fiskerne kan fange 100.000 tons. Derudover vurderes det, at kvoterne for 2013 kan sættes helt op til omkring 450.000 tons.
Til sammenligning var totalfangsten af sperling for årene 2002 til 2011 på ca. 400.000 tons. Kvoterne skal deles mellem Danmark og Norge, men danske fiskere vil få hovedparten af de tildelte kvoter.
Kvoteforhøjelsen er foreslået af den fælles europæiske fiskerirådgivning ICES. Den tager EU-kommissionen nu stilling til, og beslutter den endelige fordeling.
De nye kvoter for sperling kan også komme fiskere af tobis til gavn. De fik tidligere på året nedskrevet kvoten kraftigt. Tobisfiskere vil ofte også fiske bl.a. sperling og brisling.