23948sdkhjf

Klumme: Ansæt en god medarbejder nu

I Danmark har vi et paradoks. Mange virksomheder kan ikke finde gode medarbejdere og rigtig mange mennesker kan ikke finde et job.
Denne klumme skal ikke handle om mange af de vilkår, der måtte være omkring det paradoks. Den skal derimod handle om, hvordan I som virksomhed kan gøre en forskel ved at ansætte en dygtig nyuddannet nu.

For en nyuddannet er jobmarkedet uklart og mange annoncer giver ikke tydelig anvisning på, hvem man søger. Måske skriver virksomheden ”for en sikkerheds skyld” bredt for at sikre en stor ansøgerskare. Men som tiderne er lige nu, kan der komme så mange ansøgere, at alene sorteringsarbejdet bliver helt umuligt. I sorteringen kan relevante ansøgere risikere at blive sorteret fra og de for jer helt ubrugelige kan tage for meget tid.

Måske derfor ser man ofte, at virksomheder for en sikkerheds skyld satser på en erfaren medarbejder, og ikke en nyuddannet, når de skal ansætte.

Det bedste I kan gøre som virksomhed er derfor at tænke godt, inden I beslutter at annoncere efter en medarbejder og være konkrete og præcise i selve annoncen. Så konkrete, at I fx skriver:
• ”du må meget gerne være nyuddannet. Skriv i din ansøgning tydeligt, hvad dine tre bedste resultater på uddannelsen var, og hvordan du opnåede dem”
• ”vi søger en medarbejder, der er god til samarbejde. Fortæl i din ansøgning, hvordan du bidrager i et samarbejde og giv mindst to konkrete eksempler”
• ”vi er parat til at lære dig op i vores systemer, hvis du vel at mærke har lyst og evner til at lære. Skriv om mindst to områder, hvor du har lært noget for dig vanskeligt, og hvad du selv gjorde for at klare det”
• ”vi søger en medarbejder, der virkelig brænder for vores arbejdsopgaver og kunder. Derfor skal du i din ansøgning give mindst tre konkrete eksempler på, hvordan du har gjort en forskel for et andet menneske. Det kan være i et fritidsjob, på uddannelsen eller i din omgangskreds”

Hvorfor tøve?
Så hele pointen er, at når I er præcise og fortæller, hvad en ansøger skal beskrive, så tager I noget af gætteriet væk fra ansøgerens bord.

Dermed giver I for det første nyuddannede et bedre grundlag for at vurdere, om de kan søge hos jer. Og så giver i dem også mulighed for at præsentere deres kompetencer på en måde, som stiller dem på lige fod med mere erfarne ansøgere.

For jer som virksomhed er gevinsten, at I får adgang til viden frisk fra uddannelsesstedet og entusiasme og gå-på-mod, som kompenserer for manglende erfaring med netop jeres branche eller virksomhed.

Og gevinsten er også, at I via kravene fra annoncen meget hurtigere kan sortere de ansøgere fra, der ikke har skrevet en ansøgning, der svarer på jeres krav. For derefter at koncentrere jer om at vælge dem ud, som I vil invitere til samtale.

Er der overhovedet grund til at tøve?

Edith Kahlke er erhvervspsykolog og arbejder med rekruttering, coaching af enkeltpersoner og grupper, kommunikation og forandringsledelse.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093