23948sdkhjf

Utilfredsstillende regnskab fra ØK

Omsætningen blev som ventet hos ØK i 2012, mens indtjeningen endte lidt over målet. Alligevel er koncernens ledelse ikke tilfreds.
Koncernomsætningen hos ØK endte på 8,145 mia. kr. i 2012 mod 6,274 mia. kr. året før. Væksten var drevet af hyperinflationsjusteringer og prisforhøjelser i Plumrose samt fuld regnskabsmæssig effekt af Interdean, som ØK opkøbte i 2011. Resultat efter skat blev et overskud på 183 mio. kr. mod et plus på 242 mio. kr. i 2011.

- 2012 blev et udfordrende år for begge vores forretninger, og de samlede resultater for koncernen blev utilfredsstillende, selvom en stærk afslutning på året i Plumrose bidrog til at hæve koncernens EBITDA-margin med næsten et procentpoint over vores senest udmeldte forventninger, siger administrerende direktør Niels Henrik Jensen, og fortsætter:.

- Når det er sagt, har vi opnået en række vigtige underliggende strategiske resultater, som bidrager til en fortsat konsolidering af vores forretninger og har styrket vores position til at række ud efter nye vækstmuligheder, når de opstår.

Høj vækst i begge divisioner
Bedst gik det i Santa Fe-gruppen, hvor omsætningen steg med 41,5 procent til 2,542 mia. kr. I Plumrose blev det samtidig til en stigning på 25,2 procent til 5,603 mia. kr.

- I Santa Fe opnåede vi solid tocifret vækst i de fleste af vores strategiske forretningssegmenter. Vi fortsatte med at høste positive salgssynergier fra integrationen af vores tre geografiske enheder og vinder en stadig større andel af de internationale kontrakter. Selvom vi venter et udfordrende forretningsklima i 2013, vil vi fortsætte med at ekspandere vores internationale forretning og forventer at forbedre både EBITDA-margin og det samlede resultat, siger Niels Henrik Jensen.

- I Plumrose betød den fortsatte udbygning af vores produktionsfaciliteter og tilpasninger i produktmikset, at vi fuldt ud kunne udnytte den genopståede efterspørgsel efter præsidentvalget i oktober, som resulterede i rekordhøj produktionsvolumen i fjerde kvartal og et betydeligt bedre EBITDA end senest ventet. Devalueringen i begyndelsen af 2013 og de generelle økonomiske og politiske usikkerheder vil give anledning til særdeles udfordrende markedsvilkår i det kommende år. Men vi vil fastholde det strategiske fokus og fortsætte med at styrke vores position som den stærkeste spiller i vort marked i Venezuela, fortsætter han.

I 2013 forventer ØK en omsætning på 8,7 mia. kr. Som følge af den venezuelanske devaluering forventes en EBITDA-margin på omkring 3,5 procent.
Læs mere om: ØK
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079