Flere fødevareproducenter dyster på kvalitet
Sidste år dystede 1.800 fødevareproducenter på kvalitet i Messecenter Herning og arrangørerne regner med endnu flere tilmeldinger i år, hvor konkurrencerne udvides med en gourmetpris.
Inspirerende møde med andre fagfolk
Fur Bryghus var en af de fødevareproducenter, som stillede op for første gang i 2012 - og vandt for sin Vulcano Classic titlen som Danmarksmester i øl-kategorien i Danish International FOOD Contest. Som et bevis på mesterskabet fik Flemming Asmussen overrakt et diplom af H. K. H. Prins Joachim.
- Det var meget inspirerende at møde andre fagfolk, siger brygmester Flemming Asmussen, der ser frem til at dyste med kollegerne fra de andre bryggerier igen i år.
Det var første gang, at Fur Bryghus stillede op i den relativt nye fødevarekonkurrence, men det bliver helt sikkert ikke sidste gang.
- Det var meget inspirerende at møde andre fagfolk. Man får en masse med hjem i form af inspirerende samtaler både under bedømmelserne og efterfølgende med de forskellige brygmestre, når man diskuterede karaktererne, fortæller Flemming Asmussen. Han oplevede også spændende indtryk fra de andre brancher.
- Så jeg glæder mig til at være med igen og håber på deltagelse fra flere bryghuse og flere nye brancher i år, fortsætter han.
100 års tradition for dyst på kvalitet
Fødevaredysten i Herning er vokset ud af den traditionsrige Landsmejeriudstilling, hvor mejerier gennem mere end 100 år har udfordret hinanden i faglige bedømmelser af ost, smør og konsummælksprodukter. Formålet har været at højne produkternes kvalitet og – ikke mindst – at mødes på tværs af virksomheder for at danne netværk og lade sig inspirere af hinanden.
For to år siden inviterede mejerifolket andre fødevarebrancher med under titlen ’Danish International FOOD Contest’, så krydderurter, øl, dansk vin, rapsolie, saft og juice nu også indgår i faglige bedømmelser.
- Vi tror, der kan skabes flere kontakter på tværs af brancherne. En dildproducent skulle jo nok kunne bruge en producent af frisk flødeost til en faglig snak og tanker om innovation og produktudvikling. Måske i et nyt fællesskab, siger seniorkonsulent i Landbrug & Fødevarer Lars Johannes Nielsen, som også er sekretær for udstillingen.
Ny gourmetpris med fokus på det unikke
På konkurrencesiden er der også en nyskabelse: Mejeribrugets Gourmetpris, som efter nogle års pause genopstod på sidste års udstilling, udvides nu til alle andre fødevarebrancher. Til forskel fra den fagtekniske bedømmelse i hovedkonkurrencerne har Gourmetprisen fokus på unikke smagsoplevelser. Dommerne er kokke, madskribenter etc.