Arla vil formentlig producere smør-alternativ allerede næste år
Allerede næste år vil Arla Foods i gang med at producere et plantebaseret produkt - formentlig et smør-alternativ - side om side med den eksisterende smørproduktion på mejerikoncernens smørfabrik i Holstebro.
Det skriver FødevareWatch på baggrund af en aktindsigt i en Arla-ansøgning om miljøgodkendelse.
Af ansøgningen fremgår det, at smørfabrikken årligt skal kunne fremstille 1.500 ton plantebaseret - og med produktion to dage hver anden uge.
Arla har hidtil afvist at oplyse noget om sine plantebaserede planer, og det fremgår ifølge FødevareWatch ikke af ansøgningen, præcist hvilket produkt der er tale om.
Men det fremgår, at koncernen i produktionen vil bruge kokosolie og havrekoncentrat, ingredienser som begge kan bruges i produktionen af plantebaserede smøralternativer.