23948sdkhjf

Sidste bøf skåret ud fredag: Prominent navn forlader slagterforretning

Slagtermester Karsten Fomsgaard Dige har købt sin kompagnon ud og fortsætter som eneejer af Gazelle-butikken

Den inkarnerede slagter har fået nok og lægger kniven. Henrik Nørmølle, der har været en del af Hurups detailhandel i mange år, udtræder 1. maj af forretningen Hurup Slagter ApS. Samtidig stopper partnerskabet med Karsten Fomsgaard Dige, der har købt Henrik Nørmølle ud.

Det skriver Nordjyske.

- Der er ikke dramatik i det. Karsten og jeg har kendt hinanden siden vi var 10 år. Vi indgik partnerskab i 2020, og det har været en succes, men vi vil noget forskelligt med Hurup Slagter, så derfor skilles vi nu. Karsten er noget yngre end jeg, så jeg, der er 58 år, har valgt at træde ud og lade fremtiden være uvis. Jeg har arbejdet siden jeg var 18 år, og jeg har brug for mere tid med familien nu, hvor jeg snart skal have mit første barnebarn, siger Henrik Nørmølle, der har sidste arbejdsdag på Bredgade 165 fredag.

Helt enige om, hvem af de to kompagnoner, der skulle træde ud, har de måske ikke været. Henrik Nørmølle havde forinden forsøgt at købe Karsten Dige ud, men de samarbejdspartnere, Nørmølle havde satset på, sprang fra.

- Jeg vil ikke køre en så stor butik alene. Jeg synes, det er rart, at der er flere skuldre om at bære ansvaret, men Karsten har valgt at køre solo fremover som ejer, siger Henrik Nørmølle. Alene i butikken bliver Karsten Dige dog langtfra, for Hurup Slagter er nået op på at have 14 ansatte.

Fra 1988 til 1994 lagde Henrik Nørmølle navn til egen slagterbutik i Hurup. Herefter var han i 21 år købmand i Menu, men denne kæde solgte i 2019 sin butik til Netto. Menu og Hurup Slagter havde været hårde konkurrenter på kød, pålæg, mad ud af huset med mere, og da Hurup Slagter pludselig var ene om at være eksklusiv fødevarebutik med egenproduktion, var der basis for fremgang, da Nørmølle og Dige gik sammen.

Hurup Slagter, der har en historie, der går tilbage til 1936, flyttede to husnumre ned ad Bredgade og investerede stort i at indrette Hurups gamle posthus til 600 kvadratmeter slagterbutik. Den leverede i 2021 et rekordflot nettoresultat på 1,2 millioner kroner, mens 2022 så mere beskedent ud med et minus på en kvart million.

- Det skyldes, at vi har valgt at afskrive på den gamle butik, som vi stadig ejer. Den stod til 1,2 mio. kr., men kan næppe indbringe mere end 700.000 kr. Sidste efterår fik vi Børsens Gazellepris for vores kraftige vækst, og i år er vi kommet rigtigt godt fra land. Det er ikke noget fallitbo, jeg forlader, forsikrer Henrik Nørmølle.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079