Marel-lærling vil være verdens bedste
Martin Mattesen, der til daglig er lærling hos Marel Salmon A/S, går om tre måneder i arenaen i den tyske by Leipzig med omkring 200.000 tilskuere og kæmper om titlen som verdensmester ved VM Skills 2013.
Martin Mattesen er i gang med at træne alle de små detaljer, der skal sikre ham et verdensmesterskab.
Selvom vi her taler om brøkdele af millimeter, så kan selv den mindste unøjagtighed bliver afgørende, når verdens bedste smede dyster.
I træningslejr
Der er mange små detaljer, der skal være helt på plads. For selvom man er nykåret danmarksmester, så er der ting, som kan forbedres. Derfor er Martin Mattesen, der har læreplads hos Marel Salmon A/S, gået i ”træningslejr” sammen med lærer Henrik Lyngby, Metal College Aalborg. Et arrangement, som Martin er ganske tilfreds med.
- Det er helt super. Henrik trænede mig også før Danmarksmesterskabet, så han ved, hvor han skal prikke til mig, fastslår Martin.
Træningen er i de første faser blevet delt op i flere segmenter, hvor Martin arbejder med dels stål og dels med rustfaste plader i forskellige tykkelser. Her har Metal College Aalborg fået god støtte fra en række sponsorer, som stiller specialmaskiner til rådighed, så Martin får prøvet akkurat de maskiner, som han vil møde ved konkurrencen i Leipzig.
Et klart mål
Også konkurrenceopgaven i Leipzig bliver der arbejdet med.
- Vi kender allerede opgaven, men den er ændret 30 procent, når konkurrencen går i gang, fortæller Henrik Lyngby, og fremviser tegninger af den røgovn med plads til en kylling, som skal blive resultatet af deltagernes anstrengelser.
- Jeg synes, at vi er ved at have rimelig styr på opgaven og ved, hvor de svære ting ligger. Udfordringen bliver at gøre det på tid. For der er kun omkring 18 timer til at løse hele opgaven og med tusinder af tilskuere omkring kan det godt blive hektisk, fortæller Martin Mattesen.
Når alle detaljerne er indøvet bliver sidste del af træningslejren gennemført i konkurrencestil. Der bliver sat skrappe tidsrammer, og der vil ikke længere være gode råd at hente fra træneren. Og så skulle Martin Mattesen være helt klar, når World Skills i Leipzig går i gang 2. juli. Målet det er klart.
- Jeg tager selvfølgelig til Leipzig for at vinde. Ellers kunne jeg lige så godt blive hjemme, slutter Martin Mattesen.