Ny handlingsplan skal gøre danske kyllinger mere sikre
Fødevareminister Mette Gjerskov lancerer en handlingsplan, der markant skal mindske risikoen for at blive smittet med campylobacter fra danske fjerkræ.
- Campylobacter er den bakterie, der lægger flest danskere i sygesengen hvert år, så derfor skal vi have slået bakteriens fremdrift tilbage. I Danmark vil vi være førende inden for fødevaresikkerhed, så derfor er campylobacter et væsentligt indsatsområde for regeringen. Af samme grund indeholder handlingsplanen nogle klare målsætninger for, at antallet af syge danskere skal ned, siger Mette Gjerskov.
Mål: Halvering af sygdomstilfælde
Op mod 4.000 danskere bliver hvert år registreret syge af campylobacter, men det reelle tal vurderes at være langt højere. Står det til Mette Gjerskov, skal antallet af campylobacterbakterier i kyllingeflokkene ned med 20 pct. Og sigtelinjen er, at risikoen for at blive syg af dansk kyllingekød skal halveres.
For at nå det mål indeholder handlingsplanen en række konkrete tiltag, der enten reducerer campylobacter i kyllingerne eller bidrager til at skabe ny viden om bakterien. For eksempel skal der sættes insektværn op i kyllingehusene.
- Vi holder løbende øje med, at målene nås. Hvis vi skal have risikoen ned på et absolut minimum på længere sigt, skal vi også have mere viden og nye metoder til at holde bakterien væk fra spisebordet, derfor er det et langt sejt træk, vi kickstarter nu med en række initiativer, siger Mette Gjerskov.
Indsatsen overvåges nøje
Hvert år vil fødevaremyndighederne lave en status på, hvordan indsatsen mod campylobacter skrider frem. På den baggrund vil det blive overvejet, om der skal nye initiativer til, eller om indsatsen skal justeres.
I handlingsplanen er der også tiltag rettet mod campylobacter i andet end kyllingekød, fx frugt og grønt. Handlingsplanen er udarbejdet i samarbejde med fjerkræbranchen og Danmark Tekniske Universitet.
Læs handlingsplanen her
Fakta om campylobacter:
Symptomer - utilpashed, diaré, ondt i maven, evt. kvalme, opkastninger og/eller feber.
Smitte – campylobactersmitte kommer i mange tilfælde fra kylling, eller grøntsager der har været i forbindelse med rå kylling.
Forekomst - campylobacter er den mest almindelige årsag til madforgiftning i den vestlige verden.
Symptomer - utilpashed, diaré, ondt i maven, evt. kvalme, opkastninger og/eller feber.
Smitte – campylobactersmitte kommer i mange tilfælde fra kylling, eller grøntsager der har været i forbindelse med rå kylling.
Forekomst - campylobacter er den mest almindelige årsag til madforgiftning i den vestlige verden.
Kilde: Fødevarestyrelsen