Kreditklemme rammer hver femte virksomhed
Og knap hver anden virksomhed med et lånebehov har oplevet, at det ikke har været muligt at få det dækket, viser ny undersøgelse.
En ny undersøgelse fra Dansk Erhverv fastslår, at 19 procent af de danske virksomheder inden for de sidste tre måneder enten har fået afslag eller allerede på forhånd opgivet at søge finansiering.
Tallene skal ses i lyset af, at godt hver anden adspurgt virksomhed ikke har haft behov for finansiering, hvorfor det reelt er knap hver anden virksomhed med et reelt behov for finansiering, der ikke har kunnet få opfyldt dette.
- Omfanget af kredit-tørken er altså betydelig og væsentlig større, end det fremgår af tidligere undersøgelser, fordi man ofte overser de mange virksomheder, der helt har opgivet at søge om lån, siger direktør i Dansk Erhverv, Christian T. Ingemann, på vegne af undersøgelsen.
Problem for nystartede virksomheder
Ud over problemerne med overhovedet at optage lån, oplever mange virksomheder også, at lånebetingelserne er blevet strammet. Således svarer 28 procent af virksomhederne i undersøgelsen, at renter eller gebyrer er blevet sat op inden for det sidste halve år.
- Det er især et problem for nystartede virksomheder, der endnu ikke har haft mulighed for at opbygge større aktiver. Desuden oplever mange virksomheder et lavere loft over kassekreditten og kortere betalingsfrister, siger Christian T. Ingemann.
Han understreger desuden, at det især vil ramme virksomheder i servicesektoren, som ikke selv ejer fast ejendom, hårdt, når mulighederne for realkreditfinansering udtømmes med tiden.
Har din virksomhed oplevet problemer med at opnå finansiering til vækst, hører vi gerne fra dig på mail.