NutriNord på vej mod 100 mio. i omsætning
NutriNord, der blandt andet producerer proteinpulver, vil fordoble omsætningen ved hjælp af nyt produktionsudstyr og markedsføring.
Målet for virksomheden er nu at nå en omsætning på 100 mio. kr. senest i 2015.
- I år har vi investeret i tv-reklamer, og så kører vi med gratis fragt i øjeblikket på alle ordrer. Det har nærmest lagt os ned på grund af en massiv efterspørgsel, siger ejer Rasmus Thorup Andersen til Nordjyske Stiftstidende.
Han har desuden investeret i et nyt produktionsapparat for at kunne følge med efterspørgslen på især proteinpulver, der i dag udgør 80 pct af virksomhedens samlede omsætning.
Med udvidelserne forventer Ramus Thorup Andersen at øge proteinpulverproduktionen fra 1000 kilo om dagen til mellem 4000 og 6000 kilo dagligt.