Fortsat fuld gas på regnskabet hos burgerkæde
Københavnerne elsker at tanke op med burgere fra Gasoline Grill. Således viser 2022-regnskabet for burgerkæden, der råder over ni spisesteder i hovedstaden, en fremgang i overskuddet til 2,7 millioner kroner mod 2,2 millioner året før.
- Til trods for efterveerne af Covid-19-pandemien har vi opnået et solidt resultat i løbet af året. Vi har fortsat med at øge vores aftag af økologiske råvarer, skriver Gasoline Grills ledelse i sin årsberetning.
Sidste års stigende råvarepriser har burgerkæden håndteret i samarbejde med dens producenter.
- Ved at købe direkte og undgå grossister som mellemmand har vi opnået en mere integreret værdikæde, forklarer ledelsen.
Siden direktør og medejer Klaus Wittrup åbnede den første Gasoline Grill på Landgreven i København i 2016, er der løbende blevet åbnet nye spisesteder. Senest i Parken i juli sidste år.
Som en del af den fremtidige strategi vil Gasoline Grill arbejde på at identificere nye muligheder for vækst og udvidelse både i København og potentielt andre steder, oplyses det i beretningen.
Gasoline Grills egenkapital voksede fra 7,5 millioner kroner i 2021 til 10,1 millioner kroner i 2022.
Regnskabsår | 2022 | 2021 |
Valuta | Mio. kr. | Mio. kr. |
Bruttofortjeneste | 6,99 | 6,23 |
Resultat før skat | 3,44 | 2,80 |
Årets resultat | 2,68 | 2,18 |
Egenkapital | 10,13 | 7,46 |
Kilde: cvr.dk |