23948sdkhjf

Trods turbulent tid: Maltfabrik fik overskud på over 60 millioner

Selvom det har været en turbulent tid for råvare- og energipriserne, kom Sophus Fuglsang Export-Maltfabrik A/S ud af 2022 med et overskud på 62,5 millioner kroner efter skat.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Resultatet skyldes en kombination af en kraftig omsætningsstigning, økonomisk forsigtighed og flere års offensiv indsats for at effektivisere energiforbruget.

Ifølge direktør Kim Fuglsang hænger regnskabstallene for 2022 sammen med, at markedet har oplevet væsentlige prisstigninger:

- Både korn- og maltpriser er steget. Vores fine årsresultat skyldes en meget god efterspørgsel på malt, som bevirkede, at vi fik både en højere omsætning og en pæn indtjeningsmargin.

Da den geopolitiske situation og energimarkedet pludseligt blev forandret markant for godt et års tid siden, kom det maltfabrikken til gode, at den allerede i årevis har investeret tid og midler i at energieffektivisere sine produktionsanlæg:

- Energipriserne er den væsentligste omkostningsfaktor i tørringen af den fugtige, spirede byg. Derfor søger vi løbende at udnytte vores energiressourcer så godt som muligt. Men da verdenssituationen sidste år blev bragt ud af balance, blev vi – lige som så mange andre – alligevel umiddelbart ramt af de pludselige prisstigninger på råvarer og energi, som vi måtte forsøge at afbøde, siger Kim Fuglsang og fortsætter:

- Vi orienterede vores maltkunder om den ekstraordinære situation og fandt frem til, hvordan vi også kunne sikre stabile leverancer i det problematiske år 2022. Alternativet havde været at standse fabrikkerne, da gasprisen steg fra kr. 2 pr. kubikmeter til kr. 25 og vente på bedre tider.

En af de seneste energikilder, Fuglsang har investeret i for at blive mindre sårbar på energimarkedet, er et træpillefyr til lidt over 20 millioner kroner i Thisted:

- Vi havde brug for hurtigst muligt at blive uafhængige af naturgas. Pillefyret er en god og stabil løsning, der nu kan dække op til cirka 80 procent  af vores varmeforbrug med certificerede bæredygtige træpiller som brændsel, fortæller Kim Fuglsang, der betragter energieffektivisering som en del af Fuglsangs overordnede indsats for at blive – endnu – mere bæredygtige:

- Vi ser grundigt på vores del af værdikæden, hvor vi jo forædler landbrugsprodukter, så bryggerier og destillerier kan fremstille øl og whisky til forbrugerne. Vi skal opfylde vores andel i at gøre den værdikæde mere bæredygtig, effektiv og gennemsigtig. Derfor efter- og videreuddanner vi også løbende medarbejdere i forhold til bæredygtighed, og vi formaliserer vores indsatser i vores energiledelse.

Også i 2023 forventer Kim Fuglsang et overskud, men det bliver nok mere beskedent end i 2022:

- Lige nu håber vi på en god maltbyghøst, og at regnen efter en lang tørkeperiode afbøder de værste udbyttetab i landbruget. Vi ser fortsat nogle af vores udgifter stige. På grund af inflationen stiger lønningerne, men vi fortsætter med at investere langsigtet i produktionen og fortsat energieffektivisering. En yderligere tilspidsning af den geopolitiske situation ville dog igen påvirke os alle. I nogle af de lande, vi leverer til, ville efterspørgslen efter malt i givet fald kunne falde. Vi vil komme ud af 2023 med et godt resultat, forudsat at energipriserne forbliver moderate. Derfor ønsker vi os helt overordnet, at vi går fredeligere og mere stabile tider i møde.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094