10 ton af Dan Ducks konkurskød er gået tabt
Over to år efter konkursen i fjerkræslagteriet Dan Duck i Struer fortsætter tovtrækkeriet om slagteriets store varelager.
Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Dan Duck-lageret blev efter konkursen købt af den nystartede virksomhed Dansk Gourmetkød - ejet af Hardy Eskildsen, Jesper Krogh Madsen og Henrik Fobian, som også ejede Dan Duck. Men trioen fik af Fødevarestyrelsen forbud med at sælge 33,6 ton frosne og confiterede høns, kyllinger og ænder fra lageret, fordi der ikke var styr på formalia vedrørende varernes oprindelse, ejerskab og mærkning.
Ifølge dagbladet er en tredjedel af de 33,6 ton fjerkræ nu gået tabt, idet Dansk Gourmetkød ikke kunne redegøre for kødet.
Virksomheden havde egentlig fra Fødevarestyrelsen fået besked på at destruere det hele.
- Vi endte med at miste tålmodigheden med Dansk Gourmetkød, da vi trods stribevis af henvendelser ikke fik svar fra dem, oplyser Michael Rosenmark fra Fødevarestyrelsens rejsehold til mediet.
Men kravet om destruktion fik Dansk Gourmetkød til at reagere og dokumentere en del af kødet, og derfor slap virksomheden med at skulle bortskaffe omkring en tredjedel af det. En anden tredjedel er frigivet til at kunne sælges, mens den sidste tredjedel stadig er beslaglagt med henblik på at finde en løsning, fortæller Dagbladet Holstebro-Struer.