Flensted gik fra røde til sorte bundlinjetal
Efter sidste års skuffende regnskab har Flensted fået vendt skuden og kan igen for 2022 fremvise sorte bundlinjetal.
De gik fra -4,5 millioner til et plus på 613.000 kroner ud af en omsætning, der voksede fra 395 til 481 millioner kroner.
Det fremgår af selskabets seneste årsrapport.
Ifølge ledelsen i Flensted Food Group hænger den stigende omsætning sammen med de generelt vanskelige markedsvilkår, der har stået på i 2022.
De fremhæver, at udgifter til energi, råvarer, indpakning og distribution har været skiftende i løbet af året, og at det fik Flensted til at lade prisstigningerne - der stod på hele året - lande hos kunderne.
Samlet set mener ledelsen ifølge ledelsesberetningen, at de har været hårdt ramt af ovenstående som følge af Ukraine-krigen og pandemien, og derfor anser de 2022-regnskabet som tilfredsstillende.
Krigen i Ukraine og inflationen vil komme til at påvirke 2023, spår ledelsen, men de forventer alligevel, at resultatet for 2023 vil lande på et højere niveau end 2022, lyder det.
Regnskabsår | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 480,6 | 395,4 |
Bruttofortjeneste | 99,3 | 87,2 |
Resultat af primær drift | 1,6 | -4,9 |
Resultat før skat | 0,9 | -5,7 |
Årets resultat | 0,6 | -4,5 |
Balancestatus | 343,3 | 355,4 |
Egenkapital | 126,8 | 126,2 |
Antal ansatte | 143 | 131 |
Kilde: CVR |