Bornholms bytter metal ud med plastik
Producenten af fiskekonserves har skiftet metal ud med en ny serie plastemballage, specialudviklet af RPC Superfos. En moderninsering, der har krævet betydelige investeringer på fabrikken.
Op til tre års holdbarhed
Fordelen ved metalemballagen var den lange holdbarhed, men emballagevirksomheden RPC Superfos har udviklet en særlig plastserie bestående af fire typer plastemballage med en helt ny barrierebeskyttelse, der ved stuetemperatur giver en holdbarhed på to år.
På den lange bane regner Bornholms og RPC Superfos med, at holdbarheden kan forlænges helt op til tre år. Denne tidshorisont er interessant for Bornholms, fordi firmaets eksport til de oversøiske markeder indebærer tidskrævende skibstransport og til tider langvarig toldbehandling.
Sparer 200.000 km om året
Den nye emballage indebærer desuden andre fordele, dels for Bornholms - men også for forbrugeren.
- Med konvertering til plast opnår vi en øget påfyldningshastighed. Den nedsætter også omkostningerne til emballage og optimerer vores logistik. En anden, meget positiv effekt er et reduceret CO2 udslip. Ifølge vores beregninger kommer vi til at spare mere end 200.000 kørte kilometer med lastbil hvert år. Det hænger dels sammen med, hvor RPC Superfos har placeret sine distributionscentre, dels med emballagens form, forklarer Christian Sieverts, adm. direktør for Bornholms og fortsætter:
- Før var vores emballageløsning ligesidet. Det nye design har en konisk form, og vi kan dermed få plads til betydeligt flere enheder på hver enkelt lastbil end før. De forbedrede stablemuligheder betyder også, at de tomme plastdåser kun kræver ca. en tredjedel af den lagerplads, der tidligere var brug for, uddyber han.
Følger med tidens trend
Bornholms lancerede først deres 600 g torskerogn i den nye plastemballage til de professionelle køkkener. Reaktionerne dér var straks positive, bl.a. på grund af øget brugervenlighed ved nemmere genluk.
Bornholms nye emballage passer dermed godt med den nye trend blandt forbrugerne, der i stigende grad efterspørger nemme åbne- og genlukkemekanismer.
En stor investering
Bornholms historie som førende producent af fiskekonserves går snart 100 år tilbage, så derfor var det ikke en pludselig indskydelse, men en række modne overvejelser, der førte til konverteringen til plast. Christian Sieverts slår fast, at den også har krævet betydelige investeringer.
- Vi satser fuldt og helt på denne konvertering. Beslutningen sikrer løbende udvikling for firmaet, et helt opdateret produktionsapparat og en række fordele på længere sigt. Vi regner bestemt med at få vores investering hjem igen, siger Christian Sievertsen til slut.