Dansk fastfoodkæde rykker til Tyskland
I en årrække har et grundstykke over for Fleggaards store butik i Harrislee, der er en forstad til Flensborg i Tyskland, stået tom. Men inden længe bliver det muligt at spise sig mæt i en sandwich eller burger efter et besøg hos grænsehandlen.
Butikskæden er blevet enige med Sunset Boulevard om etableringen af en restaurant i grænsehandelsområdet, skriver JydskeVestkysten.
Sunset Boulevard har skrevet under på en lejeaftale om en grund på omkring 5.000 kvadratmeter, og direktør i Sunset Boulevard Jens Broch jubler over muligheden for at åbne sit første sted syd for grænsen.
-Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi hos Sunset Boulevard er meget interesserede i at etablere os i området. Grunden ligger lige midt i et grænsehandelsmekka med en stor gennemstrømning af mennesker, siger den administrerende direktør i en pressemeddelelse ifølge avisen.
Fastfoodkæden har 45 restauranter fordelt over hele Danmark, mens man også har en restaurant på Færøerne og tre på Grønland.