Emballage-koncern reducerer gæld
Schur-koncernen reducerer i det seneste regnskabsår sin gæld med en kvart milliard kroner.
Den store nedskrivning lader sig gøre, efter Schur i efteråret solgte fire selskaber inden for fleksibel emballage til det nystiftede selskab Schur Flexibles Holding GmBH i Østrig. Det skriver Børsen i dag.
Af pengestrømsopgørelsen i det nye koncernregnskab fremgår det, at der er kommet 222 mio. kr. ind for fra salg af aktiviteter og virksomheder. Og nærmere beløb kommer Børsen ikke.
- Salget af de fire selskaber indgår i det beløb. Men det udgør kun en del af den samlede sum, som stammer fra salg af forskellige aktiviteter – blandt andet nogle vandaktiviteter i et amerikansk selskab, kommenterer Hans Schur over for avisen.
I det nye regnskab, som er det første efter frasalget, har Schur-koncernen omsat for 1,4 mia. kr. i 2011/12 mod 1,8 mia. kr. året før. Det er en tilbagegang på knap 24 pct., men korrigeret for frasalget, er der tale om en vækst på 5 pct. i forhold til 2010/11.
Overskuddet før skat endte på 28 mio. kr. og det er ifølge Hans Schur tilfredstillende.