SuperBrugsen vender flere års negativ udvikling
SuperBrugsens butikker har i årets første fire måneder haft en samlet fremgang på cirka 50 millioner kroner.
Kædedirektør Michael Løve peger på 3 årsager til, at SuperBrugsen nu går mod den tendens, at det kun er discount, der går frem:
- Skarpere priser og tilbud samt en reduktion i normalprisen på ca. 400 varenumre
- Generel oprydning i butikkerne, hvor cafeborde og udstillinger er blevet fjernet
- Søndagsåbent har bidraget med cirka 20 procent af den samlede vækst for kæden
- Vi har kort sagt gjort det lidt enklere, lidt billigere og lidt mere lækkert at handle ind i SuperBrugsen. Både regnskabstal og målinger af kundetilfredsheden viser, at det lokale supermarked har en mere lys fremtid, end de fleste havde forestillet sig for bare 1 år siden. Supermarkeder som SuperBrugsen har længe været udråbt som de store tabere til discount, men jeg tror tendensen er vendt, siger Michael Løwe.
SuperBrugsen har også ombygget 7 butikker til et moderniseret koncept og succesen her er indtil videre stor.
- Vi har pæne to-cifrede vækstrater på kundestrømmen i de nye butikker, som er blevet ekstremt godt modtaget, så vi er ret optimistiske i øjeblikket, siger Michael Løve.
Efter at cirka 20 af kædens butikker blev konverteret til Fakta eller lukket i begyndelsen af året, består SuperBrugsen lige nu af 230 butikker med en samlet omsætning på 14 milliarder kr. Og kæden er nu i gang med at åbne helt nye butikker. Den første nye SuperBrugs i Odense i 20 år er netop åbnet, og der derudover 5-10 andre projekter i støbeskeen rundt om i Danmark.