23948sdkhjf

Sæby Fiske-Industri og Jensen Seeds er eksportsucceser

Fiskekonservesvirksomheden og spinatfrøproducenten var blandt de fem virksomheder, som torsdag modtog eksporthæder om bord på Kongeskibet Dannebrog.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, da fem virksomheder torsdag eftermiddag modtog Kong Frederik den Niendes Hæderspris om bord på Kongeskibet Dannebrog.

H.K.H. Prinsgemalen, der er formand for komiteen for Kong Frederik den Niendes Hæderspris, overrakte personligt prisen til eksport-virksomhederne.

- På hvert sit område har I ydet en særdeles flot indsats for dansk eksport, og det er en meget stor fornøjelse for mig at kunne overrække hædersprisen til jer, sagde Prins Henrik ved prisuddelingen.

Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr glæder sig over eksportsuccesen:

- Hædersprisen er velfortjent. Virksomhederne har alle gjort det rigtig godt på eksportmarkederne og forstår at udnytte de globale markedsmuligheder, siger hun og fortsætter:

Eksportrådet arbejder ihærdigt på, at få endnu flere virksomheder i gang med eksport både på de nære og de fjernere markeder, hvor væksten for alvor foregår. Derfor er det også glædeligt, at regeringen netop har indgået en aftale om at styrke eksportindsatsen med 70 millioner kroner. Puljen skal blandt andet bruges til fælles fremstød og en særlig indsats overfor de små og mellemstore virksomheders eksport, afslutter Pia Olsen Dyhr.

Ud over Sæby Fiske-Industri og Jensen Seeds modtog også Novasol, Hans Jensen Lubricators og Kopenhagen Fur den kongelige hæderspris.

Om prisen
Virksomheden skal opfylde flere kriterier for at modtage prisen. Kriterierne er: at virksomheden har haft en væsentlig og fortsat forøgelse af eksporten over en treårig periode; at virksomhedens eksportandel er væsentlig højere end gennemsnittet indenfor branchen; at den har øget eksporten markant inden for en kort periode; at virksomheden er kommet ind på et særligt vanskeligt eksportmarked; at virksomheden har ydet en særlig indsats for at fremme Danmarks anseelse i udlandet som leverandør af varer og tjenesteydelser; og at den har en særlig fremtrædende position på verdensmarkedet.

Hædersprisen blev indstiftet i 1970 ved en kongelig resolution med det formål at fremme, understøtte og opmuntre eksporten af danske varer og tjenstydelser. Med hædersprisen følger et diplom og en skulptur, som er inspireret af splitflagmotivet, hædersprisens symbol. Både diplom og skulptur er skabt af designeren Poul Pedersen.


Kilde: Udenrigsministeriet

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078